Andre nyheder

fre, 22 nov 2024

Ukendt investor vil skyde 120 millioner kroner i kriseramt lufthavn

En international investor står klar til at tilføre yderligere penge til den skrantende østjyske lufthavn Aarhus Airport. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix En international investor står klar til at tilføre yderligere penge til den skrantende østjyske lufthavn Aarhus Airport. (Arkivfoto).

Aarhus Airport har indgået en betinget aftale med en investor, der ønsker at overtage aktiemajoriteten i lufthavnen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra lufthavnen fredag.

Den skrantende lufthavn, der har kæmpet med at tiltrække passagerer, har de seneste par år været på jagt efter en investor.

Redningsplanen ser nu ud til at være lykkedes.

Lufthavnen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse navnet på investoren.

Der er tale om en "international investor", lyder det fra bestyrelsesformand i Aarhus Airport Lars Dige Knudsen.

- Vi er begejstrede for at have indgået en aftale med en meget kompetent international investor, der ikke alene stiller kapital til rådighed, men også bidrager med meget stor erfaring, indsigt og ekspertise i lufthavnsdrift og -udvikling, siger han i pressemeddelelsen.

Lufthavnen har hidtil været ejet af Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner samt minoritetsaktionæren Staus A/S.

Den nye investor kommer til at eje 51 procent af aktierne i lufthavnen, mens de tre kommuner sidder på resten. Staus A/S ryger helt ud af aktionærkredsen.

Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) kalder det "en god nyhed".

- Det har været tydeligt for enhver, at lufthavnen har haft økonomiske problemer, ikke mindst efter covid-19-epidemien.

- Vi har reelt stået i en situation, hvor vi risikerede at skulle lukke lufthavnen og dermed også miste de investeringer, der er foretaget over årene, siger han i en pressemeddelelse.

Lufthavnen, der ligger på Djursland, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.

Det har flere gange fået ejerkommunerne til at ryste op med flere penge.

I 2019 bevilgede Aarhus Kommune et lån til lufthavnen på 200 millioner kroner.

Lars Dige Knudsen oplyser til DR, at lånet ikke vil blive betalt tilbage til kommunen, men konverteret til flere aktier.

Aarhus Airport kom ifølge mediet sidste år ud med et underskud på 83 millioner kroner.

Det fik i april bestyrelsesformanden til at skrive til de tre ejerkommuner, at kassebeholdningen ville løbe tør i årets sidste kvartal.

Investoren skyder samlet set 120 millioner kroner ind i lufthavnen over tre år, skriver DR.

Aftalen er betinget af godkendelse fra Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Den proces ventes overstået i midten af januar næste år. Når det er sket, vil lufthavnen sætte navn på den nye investor, fremgår det af pressemeddelelsen fra Aarhus Airport.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere