Finans

fre, 22 nov 2024

af Mikkel Preisler

Eccos græske topchef stopper

Siden Ruslands invasion af Ukraine er skoproducenten blevet kritiseret blandt andre af statsminister Mette Frederiksen (S) for fortsat at sælge sko i Rusland. (Arkivfoto).
Horst Galuschka/Ritzau Scanpix Siden Ruslands invasion af Ukraine er skoproducenten blevet kritiseret blandt andre af statsminister Mette Frederiksen (S) for fortsat at sælge sko i Rusland. (Arkivfoto).

Den danske skogigant Ecco får ny direktør, da virksomhedens græske topchef stopper.

Det bekræfter Ecco over for Børsen, der uden held har forsøgt at få svar på, hvorfor græske Panos Mytaros stopper som administrerende direktør.

Ecco bekræfter ligeledes over for Ritzau, at Mytaros stopper.

- Bestyrelsen takker Panos Mytaros for hans mangeårige virke og ønsker ham alt godt videre, lyder det i et skriftligt svar fra Ecco, der ikke har yderligere at tilføje.

Torsdag lagde Mytaros en video op på det sociale medie Instagram, hvor han var på vej ind i en flyver med teksten: "Billund. Den sidste dans".

Ud over det er der ikke mange oplysninger om direktørskiftet. Ecco oplyser i et skriftligt svar, at det bliver skoproducentens kommercielle direktør, Thomas Gøgsig, der overtager Mytaros' post som topchef i Ecco.

Siden Ruslands invasion af Ukraine er skoproducenten blevet kritiseret blandt andre af statsminister Mette Frederiksen (S) for fortsat at sælge sko i Rusland.

Virksomheden har tidligere forklaret, at den har valgt at beholde aktiviteterne på det russiske marked af hensyn til virksomhedens 1800 ansatte og deres familier. Ellers ville de ende på gaden, lød det.

- En kerneværdi i vores kultur er, at vi tager os godt af vores ansatte. Det er det centrale for os, og det er hovedårsagen til, at vi bliver i Rusland, sagde Panos Mytaros til Berlingske i marts 2023.

Ecco har over 250 butikker i Rusland, som den danske koncern selv driver, efter at de med en milliardinvestering købte distributøren i Rusland ud i starten af 2020.

Mytaros erkendte i interviewet med Berlingske, at det var ubehageligt at læse og høre meget af den kritik, der strømmede mod virksomheden for at blive i Rusland.

Panos Mytaros blev topchef, da Steen Borgholm i august 2021 stoppede.

Kilde: /ritzau

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere