Politik

fre, 22 nov 2024

af Mikkel Preisler

Fløjpartier påpeger svigt af de ældre i finansloven

Aftalen om finansloven for 2025 blev fredag formiddag præsenteret af regeringen samt SF og De Radikale.
Emil Helms/Ritzau Scanpix Aftalen om finansloven for 2025 blev fredag formiddag præsenteret af regeringen samt SF og De Radikale.

Helt som ventet er der kritik fra nogle af de partier, som ikke er med i finansloven for 2025.

Den blev fredag formiddag præsenteret af regeringen sammen med SF og De Radikale.

Partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti mener ikke, at finansloven for næste år har tilstrækkelig fokus på de ældre.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kalder aftalen for "usolidarisk".

- Først og fremmest fordi den efterlader vores folkepensionister og førtidspensionister og andre på offentlige ydelser totalt på perronen, fordi deres indkomst ikke bliver reguleret med de enorme, de meget store prisstigninger, vi har oplevet de seneste år, siger han.

DF's finansordfører, Peter Kofod, tilføjer:

- Det er en fattig finanslov for de ældre. Det er en total skrabet løsning, må man bare sige. Man skal kigge meget langt efter store, væsentlige og vigtige investeringer i vores ældreområde, og det synes jeg, er enormt trist. Så det er en trist dag for Danmarks pensionister.

Danmarksdemokraterne forstår ikke, hvorfor Venstre vil indgå en finanslov med røde partier. Det siger finansordfører Dennis Flydtkjær (DD) i en skriftlig kommentar.

- Jeg har grundlæggende svært ved at forstå, hvorfor regeringen - og i særdeleshed Venstre - vil indgå en finanslov med de røde partier, hvor man belønner arbejdsløse mennesker med kulturoplevelser og sender en ny bunke penge afsted til Afrika, når man kunne have valgt seriøse blå aftryk, som at skære i den statslige bureaukrati og styrke Forsvaret og Kriminalforsorgen med os blå partier. Samtidig med at give landdistrikterne et løft, siger han.

Hos Alternativet, som blev kastet ud af forhandlingerne torsdag, er der trods alt glæde over, at et reparationsfradrag er med i finanslovaftalen. Det er en udvidelse af servicefradraget, så man kan få et skattefradrag til at få repareret hårde hvidevarer.

- Vi fik sat reparationer på dagsordenen allerede sidste år, hvor vi præsenterede et ambitiøst udspil om cirkulær økonomi og siden efter fik afsat penge på finansloven, siger finansordfører Christina Olumeko (AL) i en skriftlig kommentar.

Blandt hovedoverskrifterne i finanslovaftalen er en forsøgsordning på skolemad samt at håndværkerfradraget vender tilbage.

Da finansloven for 2024 blev indgået sidste år, var det kun Enhedslisten, som ikke var med i aftalen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere