Andre nyheder

man, 11 nov 2024

af Mikkel Preisler

USA's chefforhandler vil forsøge at skabe klimaaftale inden Trump

USA's særlige klimaudsending John Podesta erkendte på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku, at det ser ud til, at USA vil foretage en u-vending i landets klimapolitik, når Donald Trump til januar indsættes som præsident.
Murad Sezer/Reuters USA's særlige klimaudsending John Podesta erkendte på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku, at det ser ud til, at USA vil foretage en u-vending i landets klimapolitik, når Donald Trump til januar indsættes som præsident.

Udsigterne til Donald Trump som USA’s præsident har skabt stor usikkerhed om, hvorvidt klimatopmødet COP29 kan levere den ventede aftale om mere klimafinansiering til udviklingslande.

Nu slår USA’s særlige klimaudsending og chefforhandler til klimatopmødet, John Podesta, fast, at USA vil forsøge at lande en ambitiøs aftale, inden præsidentskabet skifter.

- Vi er her for at arbejde, og vi er dedikerede til et succesfuldt resultat, siger han på et pressemøde i Baku, Aserbajdsjan.

John Podesta udtrykker stor frustration over valget af Donald Trump som præsident.

Det vil få store konsekvenser for klimaet, siger han.

- For dem, der er dedikerede til klimaambitioner, var sidste uges resultat bitterligt skuffende.

Han er meget bevidst om den skuffelse, USA har påført parterne i klimakampen.

- Det er klart, at den næste administration vil tage en u-vending i denne proces.

Inden da er USA's delegation til topmødet dog opsatte på at lande en aftale, der fordeler milliarder af dollars fra Vesten til fattigere lande.

- Det skal være realistisk, men vi tror, at det kan ske, siger han.

Fra dansk side har der været bekymring for, hvorvidt USA vil kunne være en ambitiøs forhandler.

- Der er en vis sandsynlighed for, at det betyder, at de amerikanske forhandlere vil stå i en position, hvor de ikke har så meget at forhandle med, sagde klimaminister Lars Aagaard til Ritzau efter det amerikanske valg.

Mens John Podesta taler om motivationen til at lande en succesfuld aftale, betragter andre parter USA som den svære part i forhandlingerne.

Som verdens historisk set største udleder af drivhusgasser med en enorm økonomi presses USA til at levere klimafinansiering til de fattigere lande, der rammes hårdt af klimaforandringer, de selv har en lille andel i at skabe.

USA betegnes i forvejen som tilbageholdende på dette spørgsmål, hvor de forsøger at mindske et nyt mål for klimafinansiering i forhold til ønskerne fra udviklingslande.

Her kan udsigten til Trump yderligt svække en aftales troværdighed, hvis han alligevel bare vil forlade den, vurderer flere parter.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere