De er frustrerede i Køge Kommunes forvaltning efter sag om krænkelser på Borup Skole.
Det skriver DR og 24syv, der har fået aktindsigt i en telefonsamtale mellem Henrik Laybourn, der er børne- og ungedirektør i Køge Kommune, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk).
Frustrationen består blandt andet i, at forvaltningen oplever, at forældre står frem med påstande uden bevis, blandt andet om voldtægter gennem et år.
Samtidig er forvaltningen frustreret over, at Borup Skole ikke har informeret forvaltningen tilstrækkeligt om hændelsen.
Samtalen mellem styrelsen og Henrik Laybourn fandt sted den 14. februar. To dage efter at sagen begyndte at rulle på TV 2.
Tidligere havde også sn.dk dækket krænkelserne på Borup Skole.
På baggrund af samtalen har Henrik Laybourn og Stuk aftalt en samtale i næste uge, hvor de skal gennemgå de sager, som kommunen har kendskab til.
Efter sagen begyndte at rulle, har Borup Skole indført en række initiativer, der skal genoprette trivslen i indskolingen.
Blandt andet bliver alle børnene tilbudt psykologsamtaler, og der kommer ekstra gang- og gårdvagter.
Efter vinterferien, som i Køge Kommune afholdes i uge 8, vil der blive indført flere initiativer.
Men det er ikke nok, mener en gruppe af forældre på skolen, der torsdag varslede, at de ville sende et brev til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
I et skriftligt citat fredag siger ministeren, at han vil læse brevet grundigt, når han modtager det.
Men han vil ikke blande sig i kommunens håndtering.
- Beslutninger i den konkrete sag på Borup Skole skal håndteres af Køge Kommune. Det skal jeg ikke blande mig i. Sådan er lovgivningen. Men vi støtter og rådgiver meget gerne fra ministeriet.
- Derudover vil jeg ikke afvise, at der kan blive behov for mere generelt at stramme op på ordensreglerne, udtaler Tesfaye i den skriftlige kommentar.
Ritzau har henvendt sig til Henrik Laybourn på mail fredag eftermiddag for en kommentar.
Kilde: /ritzau/