Erhvervspersoner

ons, 31 jan 2024

Erhvervshus Sjælland styrkes med ny erfaren direktør

Pressefoto
Pressefoto

Bestyrelsen for Erhvervshus Sjælland har ansat Line Fossing Riel som ny direktør for Erhvervshuset med tiltrædelse 1. marts 2024.

Line Fossing Riel har stor erfaring fra erhvervslivet i både store og små virksomheder og indgående viden om, hvordan et erhvervshus lykkes i spændet mellem virksomheder, kommuner og erhvervsorganisationer. Med det i ryggen bringer hun en bred vifte af kompetencer, ledelseserfaring og ekspertise med sig i ind rollen som direktør for Erhvervshus Sjælland.

”Med Line Fossing Riel i spidsen for erhvervshuset får vi en ambitiøs og fremsynet leder, der har stor erfaring med erhvervsfremmesystemet, og som kender Erhvervshus Sjælland indefra. Hun har både alsidighed og indsigt og har til fuld både de faglige og personlige kvalifikationer, der skal til for at være direktør for erhvervshuset. Det er derfor også et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Line Fossing Riel som ny direktør, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde,” siger bestyrelsesformand for Erhvervshus Sjælland, Mette Jorsø.

Line Fossing Riel har arbejdet som vicedirektør i det sjællandske erhvervsfremmesystem siden 2007 i det, der dengang hed Væksthus Sjælland, og som i 2019 blev til Erhvervshus Sjælland. Her har hun gennem årene bidraget sikkert til udviklingen af Erhvervshuset og været med til at fremme udvikling og vækst hos virksomheder og iværksættere i den sjællandske region.

Line Fossing Riel har været konstitueret direktør i Erhvervshus Sjælland siden august 2023. Det er derfor et velkendt område, som direktøren ser meget frem til at arbejde videre med.

”Jeg glæder mig helt afsindigt til at tage fat på opgaven som direktør for Erhvervshus Sjælland. Jeg brænder for at gøre en forskel for iværksættere og SMV’er, og for at vi med Erhvervshus Sjælland kan hjælpe virksomhederne med at udvikle sig i vores region i samarbejde med de 17 kommuner,” siger hun og uddyber:

”Som Erhvervshus står vi over for en stor, men også spændende udfordring i de kommende år. Vi skal hjælpe virksomhederne igennem en grøn omstilling, som stiller enorme krav til deres tilpasningsevne og et helt nyt niveau af viden og kompetencer. Vi står også over for en virkelighed, hvor AI på rekordtid vil forandre virksomhedernes virkelighed og ændre konkurrencesituationen for altid. Her kommer Erhvervshus Sjælland til at være en helt central aktør for de sjællandske virksomheder.”

Andre læser også

Rockwool forventer bedre år efter fart på salg til erhvervsbyggeri Rockwool forventer nu fremgang i 2024 efter bedre salg end ventet i årets førs... Læs mere
Nik og Jay øger millionindtægt gennem selskab Hitmagerne Nik og Jay leverede et overskud på 10,8 millioner kroner i 2023 genn... Læs mere
Novonesis fastholder sine forventninger efter kæmpefusion Organisk vækst i Novonesis er fire procent i første kvartal. I 2024 forventes ... Læs mere
Flere huse er sat til salg i Jylland og på Fyn Hussalget steg i begyndelsen af maj i Jylland og på Fyn. Men i Region Hovedstad... Læs mere