EU

lør, 15 jun 2024

EL-leder kalder EU-valg for mistillidserklæring til regeringen

Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er det på tide, at der udskrives folketingsvalg.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er det på tide, at der udskrives folketingsvalg.

Regeringen bør udskrive valg efter sommerferien på baggrund af søndagens europaparlamentsvalg.

Det er meldingen fra Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, fra Hovedscenen på Folkemødet.

Her holder han fredag sin partiledertale.

- Det var et vink med en vognstang, der fortalte, at befolkningen vil have en regering, der arbejder for et stærkt velfærdssamfund. En regering der stiller sig på almindelige menneskers side i stedet for at varetage snævre økonomiske interesser, siger Pelle Dragsted på scenen.

Han mener, at valget var en ”mistillidserklæring” fra befolkningen til regeringen.

Derfor vil det ”mest ordentlige” være at udskrive folketingsvalg, lyder det fra Pelle Dragsted.

Spørgsmål: Hvorfor skal et valg til EU-parlamentet have betydning for det danske Folketing?

- Selvfølgelig skal man passe på med at overfortolke det, men nu kommer det oven på en lang række meningsmålinger, der viser det samme. At den her regering har tabt historisk meget opbakning, siger Pelle Dragsted.

Ved europaparlamentsvalget søndag fik de tre regeringspartier i alt 36,2 procent af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2022 var tallet på 50,9 procent.

- Jeg tror ikke, der er nogen regering, der har tabt så meget opbakning på bare halvandet år. Det er et meget klart signal fra danskerne om, at de ønsker noget andet.

Pelle Dragsted fokuserer i sin tale på frihed, hvor han ærgrer sig over, at Liberal Alliance har taget ”patent på frihedskampen”.

- At hvis bare samfundet blander sig mindre – så får vi alle sammen mere frihed. For det forholder sig i virkeligheden omvendt. Det er stærke fællesskaber og stærke samfund, der skaber frihed for de mange og sikrer friheden for flertallet, siger han.

Det er ikke kun højrefløjen, men også regeringen, der står bag ”angreb” på friheden og velfærden, lyder det.

Han nævner regeringens skattelettelser og afskaffelsen af store bededag som eksempler.

Pelle Dragsted er den anden partileder, der holder tale fredag på Folkemødet. Tidligere har Morten Messerschmidt (DF) talt, mens næste partileder er statsminister Mette Frederiksen (S) klokken 13.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere