EU

søn, 09 jun 2024

Målinger sender både K og R ind - Radikale kalder det nervepirrende

Der var jubel ved valgfesten hos Radikale Venstre i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet hos Green Power Denmark i København, da valgstedsmålinger gav partiet et mandat.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Der var jubel ved valgfesten hos Radikale Venstre i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet hos Green Power Denmark i København, da valgstedsmålinger gav partiet et mandat.

Hvis man kan stole på valgstedsmålingerne fra DR og TV 2, som er kommet klokken 20, kan både De Konservative og De Radikale se frem til at fortsætte i EU-Parlamentet.

De Konservative beholder partiets mandat ifølge målingerne.

De Radikale bliver i forhold til det seneste valg halveret, men vil fortsat have et mandat i parlamentet. Det kan blive spidskandidat Sigrid Friis (R), som håber, at valgstedsmålingerne holder stik.

- Det vil være en fuldstændig fantastisk følelse, hvis jeg kan kalde mig medlem af EU-Parlamentet efter valget.

- Jeg håber, håber, håber, at Danmarks Radio har en prognose, der holder vand hele vejen til det rigtige valgresultat foreligger, siger hun.

Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interview med vælgere, der ved valgstederne oplyser, hvad de har stemt.

De Radikale har gennem hele valgkampen været på vippen i meningsmålinger i forhold til overhovedet at blive repræsenteret i EU-Parlamentet.

Der er da også stadig en "nervepirrende kriller i maven" hos Samira Nawa, der er næstformand for partiets folketingsgruppe, efter de to valgstedsmålinger.

- Det er stadigvæk et åbent spil, for det er på marginalerne, siger Samira Nawa til TV 2.

Hos De Konservative hæfter politisk ordfører Mette Abildgaard (K) sig ved, at partiet står til fremgang i forhold til 2019-valget i valgstedsmålingerne.

- Jeg håber rigtig meget, at den holder vand, og vi ender med at få konservativ fremgang, hvilket vi vil være sindssygt stolte af, siger Mette Abildgaard.

Hun siger, at partiet har "følt sig mere og mere trygt" i løbet af valgkampen, da målinger i valgkampen løbende har vist, at De Konservative beholder deres mandat.

De Konservatives valgkamp er blevet anført af spidskandidat Niels Flemming Hansen, der sidder i Folketinget i dag.

Hos De Radikale er det den tidligere ungdomspartiformand Sigrid Friis, der er spidskandidat.

Det er dermed de to, der ventes at skulle til Europa-Parlamentet, hvis valgstedsmålingerne holder.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere