EU

man, 29 apr 2024

Sømand har afgivet en af de første brevstemmer til EU-valget

Ved folketingsvalget i 2022 slog andel af brevstemmer rekord. Her ses en stemmeseddel til afgivelse af brevstemme under valget. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ved folketingsvalget i 2022 slog andel af brevstemmer rekord. Her ses en stemmeseddel til afgivelse af brevstemme under valget. (Arkivfoto).

Selv om der fortsat er en rum tid til den 9. juni og europaparlamentsvalget i Danmark, kan vælgere allerede fra mandag afgive deres stemme.

Her åbnes der nemlig for at brevstemme i landets kommuner.

På trods af at det hedder en brevstemme, skal stemmesedlen ikke nødvendigvis afleveres som et brev.

Afstemningen kan foregå, ligesom man kender det fra en traditionel valgdag, hvor man kan afgive sin stemme på for eksempel borgerservicecentre, biblioteker eller uddannelsessteder.

I Aarhus Kommune er det fra mandag kun hos borgerservice på kulturhuset Dokk1, at aarhusianere kan møde op og brevstemme, fortæller Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice og ansvarlig for valgafvikling i kommunen.

- Vi skalerer op efter et stykke tid og åbner også for muligheden for at stemme på udvalgte lokalbiblioteker, siger Lene Hartig Danielsen.

Men selv om kommunen ikke forventer den store travlhed ved stemmeboksen mandag, skal der nok være noget at se til.

- Der vil altid være nogle, der gerne vil være de allerførste til at brevstemme.

At brevstemme frem for at møde op på selve valgdagen er en mulighed, som flere og flere vælgere benytter sig af.

Ved folketingsvalget i 2022 stod brevstemmer for næsten ti procent af de afgivne stemmer, og det tal har aldrig været højere.

Men flere brevstemmer betyder ikke nødvendigvis, at valgdeltagelsen også stiger.

Tidligere har valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor ved Københavns Universitet, forklaret, at dem, der brevstemmer, typisk ville stemme uanset hvad.

Selv om det først er mandag, at Aarhus Kommune åbner for stemmeboksen, har kommunen allerede modtaget sin første brevstemme.

Det skyldes, at søfarende, der ved, at de ikke er hjemme på valgdagen, allerede kan brevstemme fra tre måneder før valgdagen.

Og sådan en brevstemme landede hos Lene Hartig Danielsen i sidste uge.

- Den opbevarer vi ganske sikkert i et stålskab, siger hun.

Er en vælger eksempelvis indlagt på et sygehus, indsat i et fængsel eller på plejehjem, er det muligt at brevstemme på stedet.

Det er muligt at lave sin stemme om, når man har brevstemt. Det er nemlig kun den sidst afgivne og gyldige stemme, der tæller. Der kan brevstemmes frem til 6. juni.

Dog er det ikke muligt at stemme på valgdagen 9. juni, hvis man har brevstemt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere