Klubben af verdens rigeste er blevet større. Også i Danmark er der kommet markant flere medlemmer.
På trods af et bagtæppe af geopolitisk uro har aftagende inflation og stigende afkast på investeringer givet verden flere millionærer målt i dollar.
Det fremgår af den årlige World Wealth Report, som konsulentfirmaet Capgemini står bag.
På verdensplan er der kommet 1,1 millioner flere til i 2023 sammenlignet med året før.
I Danmark lyder stigningen på 5000 nye dollarmillionærer, og det samlede antal lyder nu på 119.900 danskere, der er millionærer målt i dollar.
For at kunne kalde sig dollarmillionær skal man have en likvid formue, der svarer til mindst en million dollar. Det svarer til cirka 6,9 millioner kroner.
De danske dollarmillionærer råder over en samlet formue på 285 milliarder dollar, hvilket svarer til omtrent 1969 milliarder kroner.
Antallet af dollarmillionærer i Danmark ligger dog stadig under 2021-niveauet, hvor der i alt var 123.300 danskere med en investerbar formue på mere end en million dollar.
Søren Luplau-Pagh, der er administrerende direktør i Capgemini, siger, at udviklingen sker på baggrund af et hårdt 2022, hvor den danske økonomi var under pres med varemangel, inflation og stigende renter.
- Det drev nogle faldende aktiekurser. I 2023 har vi haft et væsentligt bedre økonomisk klima i Danmark, blandt andet drevet af kraftig vækst i medicinalindustrien, siger han.
På verdensplan var der i 2023 knap 23 millioner dollarmillionærer. De råder over en samlet formue på 594 billioner kroner.
Den største fremgang er sket i Nordamerika, forklarer Søren Luplau-Pagh.
- Amerikansk økonomi har i 2023 sådan set været stærk. Man har set en massiv vækst inden for tech-industrien blandt andet drevet af ny teknologi og kunstig intelligens, siger han.
Kilde: /ritzau/