Finans

lør, 25 jan 2025

ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer

En gruppe af fagfolk skal evaluere pensionskæmpen ATP's investeringer. Ifølge administrerende direktør Martin Præstegaard kan man kalde det "et serviceeftersyn". (Arkivfoto).
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix En gruppe af fagfolk skal evaluere pensionskæmpen ATP's investeringer. Ifølge administrerende direktør Martin Præstegaard kan man kalde det "et serviceeftersyn". (Arkivfoto).

En uafhængig gruppe af fagfolk skal granske pensionskæmpen ATP's investeringer i en ny evaluering.

Det skriver ATP i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen udtaler Martin Præstegaard, som er administrerende direktør hos ATP, at det kan kaldes "et serviceeftersyn".

- Det er sund fornuft, og vi ser det som god governance (selskabsledelse, red.), da vi deler interesse med alle danskere, som sparer op i ATP – nemlig, at vi skaber de bedste pensioner over lang tid og langt ind i fremtiden, siger han i meddelelsen.

Grunden til, at initiativet kommer nu, er, at ATP har implementeret de seneste ændringer i sin forretningsmodel, som blev vedtaget af Folketinget i 2021.

ATP er et statsligt pensionsselskab, som alle lønmodtagere betaler til.

Lønmodtagerne betaler en tredjedel. Arbejdsgiverne betaler to tredjedele af det samlede ATP-bidrag.

Evalueringen kommer på et bagtæppe af, at ATP's investeringsstrategier tidligere har været genstand for kritik.

Blandt andet har pensionskassen lidt et større tab i forbindelse med sin enkeltinvestering i den svenske batteriproducent Northvolt.

ATP's investeringsmodel blev også kritiseret, efter at selskabet i 2022 fik et ekstraordinært stort negativt afkast på minus 64,5 milliarder kroner.

Til Børsen siger Martin Præstegaard, at man ikke beder ekspertgruppen om at evaluere ATP's model, men de beslutninger, som ATP har taget.

- Det er en anden diskussion, der hænger sammen med resten af pensionssystemet og i sidste ende en beslutning, der skal træffes af Folketinget. Vi beder dem om at kigge på de beslutninger, vi selv har truffet og kan ændre, siger direktøren til Børsen.

Det er Finanstilsynets tidligere direktør Jesper Berg, som skal stå i spidsen for evalueringsgruppen. Gruppen vil herudover bestå af to til tre primært udenlandske eksperter, lyder det i pressemeddelelsen.

ATP forventer, at evalueringen vil være klar i midten af 2026.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere