Finans

tor, 10 okt 2024

af Mikkel Preisler

B&O mister omsætning og forbereder kapitaludvidelse

B&O solgte knap så meget i juni, juli og august som i samme kvartal sidste år. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix B&O solgte knap så meget i juni, juli og august som i samme kvartal sidste år. (Arkivfoto).

Bang & Olufsen måtte se omsætningen falde i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25.

Den danske hi-fi-producent omsatte i månederne juni, juli og august for 544 millioner kroner, hvilket er 12 procent lavere end i samme periode sidste år.

Salget ligger dog på niveau med forventningerne, og i Struer-virksomheden hæfter man sig både ved, at sammenligningsgrundlaget var ekstraordinært højt, og at bruttomarginen samtidig blev forbedret.

- Vi fortsatte arbejdet med at eksekvere vores strategiske prioriteter med særligt fokus på at øge brand awareness på globalt plan, optimere vores retailnetværk og skabe produkter i verdensklasse, siger administrerende direktør Kristian Teär i en kommentar til regnskabet.

Han ser nu sammen med resten af ledelsen frem mod den aktieudvidelse, der blev vedtaget på den seneste generalforsamling, og som vil tilføre ny kapital, der skal bruges på at føre en treårig strategiplan ud i livet.

Bang & Olufsen vil forhøje selskabskapitalen med 20 procent i en såkaldt rettet emission, som bliver gennemført inden udgangen af november.

Selskabet fik i første kvartal et underskud efter skat på 17 millioner kroner, hvilket er 24 millioner dårligere end i samme kvartal sidste år.

Bang & Olufsen har de seneste fem år kørt med underskud efter skat. Senest blev det til et minus på 17 millioner kroner efter skat i regnskabsåret 2023/24.

Det pågældende regnskab viste dog for første gang i seks år et positivt driftsresultat.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kina advarer EU: Handelskrig om elbiler vil ramme danske forbrugere hårdt Kinas handelsminister Wang Wentao opfordrer nu EU til at løse striden omkring h... Læs mere
Clara Tauson udnyttede ikke chancen Clara Tauson fik en uventet mulighed da spanske Paula Badosa fik rygproblemer Læs mere
Henrik Sass Larsen stopper som direktør i Aktive Ejere Tidligere topminister Henrik Saas Larsen tvunget til at gå: Tiltalt i alvorlig ... Læs mere
Millioner af europæiske støttekroner fastfrosset i USA – Danske virksomheder risikerer at blive fanget Flere europæiske lande kæmper netop nu med at få penge tilbage, som USA har t... Læs mere