Finans

fre, 21 jun 2024

af Mikkel Preisler

Globalt tøjmærke er gået konkurs i Danmark

Tøjmærket Esprits danske selskab er gået konkurs, skriver flere medier. (Arkivfoto).
James Arthur Gekiere/Ritzau Scanpix Tøjmærket Esprits danske selskab er gået konkurs, skriver flere medier. (Arkivfoto).

Tøjmærket Esprits danske forretning er gået konkurs.

Det skriver DetailWatch og Finans.

Det sker som konsekvens af en større økonomisk krise hos det globale brand og i særdeleshed hos den europæiske del af selskabet bag.

Esprits europæiske hovedkontor i Tyskland meddelte for en måned siden, at det ikke længere var i stand til at betale sine regninger til tiden - altså, at det var insolvent.

Tøjmærket er ifølge Finans ejet via en virksomhedskonstruktion, der er børsnoteret i Hongkong.

Konkursen i Danmark kommer blandt andet til at gå ud over en butik i stormagasinet Illum, som blev åbnet i efteråret sidste år.

Esprit har lige nu 15 ansatte i Danmark, skriver Finans.

Den danske forretning mangler endnu at aflægge regnskab for sidste år, men i 2022 lød underskuddet på 2,6 millioner kroner. Det skriver DetailWatch.

I flere af de foregående år var der ligeledes røde tal på bundlinjen.

Tøjmærket blev grundlagt i 1968 i Californien, men er i dag en verdensomspændende virksomhed, der er til stede i 40 lande på tværs af kloden.

DetailWatch skriver, at det har 124 europæiske butikker, hvoraf halvdelen ligger i Tyskland.

Det fundament blev allerede sat på prøve under coronakrisen, da en stor del af verdenssamfundet gik i dvale som konsekvens af vidtrækkende restriktioner.

I 2020 forsøgte Esprit at påbegynde en rekonstruktion, efter at det var gået i betalingsstandsning.

Dengang havde danske Anders Kristiansen ansvaret for hele koncernen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kina advarer EU: Handelskrig om elbiler vil ramme danske forbrugere hårdt Kinas handelsminister Wang Wentao opfordrer nu EU til at løse striden omkring h... Læs mere
Clara Tauson udnyttede ikke chancen Clara Tauson fik en uventet mulighed da spanske Paula Badosa fik rygproblemer Læs mere
Henrik Sass Larsen stopper som direktør i Aktive Ejere Tidligere topminister Henrik Saas Larsen tvunget til at gå: Tiltalt i alvorlig ... Læs mere
Millioner af europæiske støttekroner fastfrosset i USA – Danske virksomheder risikerer at blive fanget Flere europæiske lande kæmper netop nu med at få penge tilbage, som USA har t... Læs mere