Finans

ons, 02 okt 2024

Lån med rente på fire procent er fortid hos Totalkredit onsdag

Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, forventer ikke, at 3,5 procent-lånet vil sætte gang i en egentlig bølge af nedkonverteringer, før kursen på lånet er lidt højere. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, forventer ikke, at 3,5 procent-lånet vil sætte gang i en egentlig bølge af nedkonverteringer, før kursen på lånet er lidt højere. (Arkivfoto).

Onsdag ryger 4-procent-lånet med afdrag ud i kulden hos Totalkredit, efter at kursen tirsdag er røget over 100.

Det fortæller Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Det betyder, at hvis man vil have et lån med afdrag, skal man kigge mod 3,5-procent-lånet, som kom på hylderne hos realkreditinstitutterne i sidste uge, siger han.

Og det er godt nyt for både førstegangskøbere og boligejere, der har et lån med en væsentligt højere rente.

For førstegangskøbere gælder, at det ganske enkelt bliver billigere at låne penge, forklarer Brian Friis Helmer. Og selv om boligpriserne er steget, i takt med at renterne er faldet, vurderer han, at rentefaldet stadig vejer lidt tungere.

- Det er også godt nyt for de boligejere, der sidder med et 5- eller 6-procent-lån. Især hvis renten fortsætter med at falde, vil de kunne omlægge deres lån til en lavere rente og dermed spare penge på deres månedlige ydelse, siger Brian Friis Helmer.

For boligejere med lån til en rente på 4 procent, skal renten dog lidt længere ned, før det kan betale sig at nedkonvertere, vurderer Brian Friis Helmer.

Når man som boligejer omlægger sit realkreditlån, kaldes det en konvertering. Det kan både være en op- eller nedkonvertering.

Da renten steg markant i 2022 til op imod 6 procent, konverterede mange boligejere med et fastforrentet lån til et med en højere rente.

Det betød, at de kunne skære en god bid af restgælden mod til gengæld at betale en højere månedlig ydelse.

Hvis de samme boligejere vil tilbage til en lavere ydelse, skal de nedkonvertere, når renten er kommet tilpas langt ned igen.

Brian Friis Helmer forventer dog ikke, at 3,5 procent-lånet vil sætte gang i en egentlig bølge af nedkonverteringer, før kursen på lånet er lidt højere.

- Vi tror på, at renten skal længere ned, altså at kursen på 3,5 procent-lånet skal tættere på 100, før vi for alvor vil se, at der kommer gang i nedkonverteringerne. Så ikke endnu, men vi kan sagtens stå der inden længe, siger han.

Når kursen på et realkreditlån ryger over 100, ryger lånet af realkreditinstituttets hylder. Hvis kursen igen kommer under 100, vil man igen kunne få lånet.

Når man låner penge til en bolig, udsteder realkreditinstituttet obligationer, som sælges på fondsbørsen. Her afgør udbud og efterspørgsel kursen.

Kursen er dermed et udtryk for, hvor mange penge, man får udbetalt for de lånte penge. Hvis man eksempelvis låner til kurs 95, får man 95 kroner udbetalt, hver gang man låner 100 kroner.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere