Finans

fre, 22 mar 2024

Reddit debuterer på børsen med stor stigning

Reddit-aktien havde store stigninger i løbet af første børsdag.
Spencer Platt/Ritzau Scanpix Reddit-aktien havde store stigninger i løbet af første børsdag.

Aktier i det sociale medie Reddit er braget i vejret i løbet af selskabets børsdebut torsdag.

Aktien åbnede til en pris på 47 dollar et godt stykke over den pris, som den blev børsintroduceret med - nemlig 34 dollar.

I løbet af dagen har den været oppe på 57,80 dollar, og kort før klokken 21 dansk tid står den til omkring 50 dollar.

Onlineforummet blev startet i 2005.

Det udgøres af tusindvis af underfora - såkaldte subreddits - som handler om alt mellem himmel og jord og har været udsat for kritik blandt andet på grund af videregivelse af rygter og sladder.

Hjemmesiden har over 70 millioner daglige besøgende i gennemsnit og 267 millioner månedlige brugere.

Trods det store publikum var der usikkerhed i markedet i forbindelse med selskabets første dag.

Reddit omsatte sidste år for 804 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 5,5 milliarder kroner.

Alligevel kom selskabet ud af finansåret med et tab på 90,8 millioner dollar, cirka 624 millioner kroner.

Og selskabet har notorisk haft problemer med at skabe overskud, hvilket dog ikke har været den eneste årsag til skepsis.

Således har der også været tvivl om, hvor store indtægter der kan skabes på et af de områder, som selskabet selv har beskrevet som lovende - nemlig reklameindtægter.

Et par timer før børsåbningen sagde topchef Steve Huffman til CNBC, at han ser "stort momentum" i reklamemarkedet.

- Det, der er særligt ved Reddit, er, at uanset hvad du kan lide, uanset hvad du går igennem, uanset om du er på vej på universitet, om du får dit første job, første forhold, eller om du har en eller anden lidelse, så er det på Reddit, siger han og tilføjer:

- Der er ikke rigtig nogen grænser for, hvor stor reklameforretningen kan blive.

Indtægterne fra børsnoteringen skal blandt andet gå til Reddits satsning inden for kunstig intelligens.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere