Finans

tir, 21 maj 2024

af Mikkel Preisler

Skifteret giver grønt lys til sag om konkurskarantæne i Lauritz.com-sag

Auktionshuset Lauritz.com gik konkurs i sommeren sidste år efter løbende at have udskudt tilbagebetalinger til kunder. Tidligere i maj indstillede kuratorerne til skifteretten, at fire forhenværende medlemmer af ledelsen idømmes konkurskarantæne. Den indstilling har skifteretten valgt at følge. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Auktionshuset Lauritz.com gik konkurs i sommeren sidste år efter løbende at have udskudt tilbagebetalinger til kunder. Tidligere i maj indstillede kuratorerne til skifteretten, at fire forhenværende medlemmer af ledelsen idømmes konkurskarantæne. Den indstilling har skifteretten valgt at følge. (Arkivfoto).

Skifteretten har givet grønt lys, til at der kan indledes sag om konkurskarantæne mod tidligere ledelsesmedlemmer i Lauritz.com.

Det fremgår af retsbøger, som Ritzau har fået aktindsigt i.

10. maj afleverede kuratorerne deres indstilling om konkurskarantæne til skifteretten.

Den indstilling har retten altså taget til følge.

Kuratorerne har fire uger til at anlægge sagerne og indlevere processkrifter. Det arbejde går nu i gang, bekræfter kurator Henrik Selchau Poulsen.

Kuratorernes indstilling omfatter Bengt Olof Tony Sundstrøm, Mette Margrethe Rode Sundstrøm, Preben Vinkler Lindgaard og Tue Byskov Bøtkjær.

Bengt Sundstrøm var bestyrelsesformand i Lauritz.com, mens hans hustru, Mette Sundstrøm, var administrerende direktør.

Preben Vinkler Lindgaard var finansdirektør i virksomheden. Tue Byskov Bøtkjær var medlem af bestyrelsen.

Kuratorerne vurderer, at der er grundlag for at pålægge de fire personer konkurskarantæne i tre år.

En konkurskarantæne indebærer, at man i en periode frakendes retten til at lede en virksomhed med begrænset hæftelse.

Både anpartsselskaber, aktieselskaber og partnerselskaber har begrænset hæftelse i Danmark. Derimod hæfter man som ejer personligt for eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed.

Konkurskarantæner bruges ofte som et redskab til at undgå særligt gentagen svindel.

Kuratorerne i Lauritz.com har i månedsvis undersøgt en række forhold i forbindelse med ledelsens ageren op til auktionsvirksomhedens konkurs i juli 2023.

Det mundede tidligere i maj ud i en redegørelse fra advokatselskaberne Poul Schmith og Bruun & Hjejle.

Kuratorerne mener, at der blandt andet er sket en retsstridig sammenblanding af økonomien i Lauritz.com og "visse ledelsesmedlemmers private økonomi".

Derudover mener de, at Lauritz.com systematisk tilsidesatte forbrugerbeskyttelseslovgivning for at varetage selskabets og ejernes interesser.

Ledelsens adfærd har ifølge kuratorerne "i betydelig grad" gjort de samlede tab for selskabets kreditorer større.

Auktionshuset Lauritz.com gik konkurs efter en længere periode med dårlig økonomi og gæld.

I en periode op til konkursen hævede Lauritz.com ad flere omgange sin afregningsfrist, til den til sidst var 60 bankdage. Det svarer til 12 uger.

Det har Forbrugerombudsmanden efterfølgende vurderet som en overtrædelse af aftaleloven og i strid med god markedsføringsskik.

Det fremgår af konkursloven, at skifterettens beslutning om at indlede sagen ikke kan kæres af den, der begæres pålagt konkurskarantæne.

Processkriftet, som kurator skal have klar inden for fire uger, skal forkyndes for sagsøgte. Herefter har sagsøgte to uger til at levere et svarskrift, hvis de ønsker det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere