Finans

tir, 23 apr 2024

Tivoli begynder 2024 med mange flere gæster end sidste år

I forbindelse med regnskabet for første kvartal fastholder Tivoli sine forventninger til 2024 om en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et resultat før skat på 110 millioner kroner. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix I forbindelse med regnskabet for første kvartal fastholder Tivoli sine forventninger til 2024 om en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et resultat før skat på 110 millioner kroner. (Arkivfoto).

Tivoli havde flere gæster og en højere omsætning i årets første tre måneder end i samme periode sidste år.

I første kvartal besøgte 221.000 forlystelsesparken. Året forinden var besøgstallet 47.000.

Det viser Tivolis regnskab for første kvartal 2024.

Fremgangen skyldes blandt andet, at påsken faldt tidligere i år. Det betyder også, at forlystelsesparken slog dørene op tidligere end sidste år.

Derfor er et højere besøgstal "helt naturligt", lyder det i regnskabet.

Der har ikke været lige så mange gæster i april, fortæller direktør Susanne Mørch Koch til Ritzau.

- Vores besøgstal i april er ikke helt lige så gode, som de var i påsken. Men det har også været vådt og koldt. Nu får vi en god vejrudsigt fra næste uge, så mon ikke vi begynder at klare det lidt bedre igen, siger hun.

Sidste år manglede Tivoli de svenske gæster, og det ser ud til, at det også kommer til at være tilfældet i år.

- Vi har set en lille nedgang i svenske gæster sammenlignet med sidste år, men vi har heller ikke haft åbent så længe endnu, lyder det fra direktøren.

Ifølge Susanne Mørch Koch skyldes nedgangen i svenske gæster, at den svenske krone har været og stadig er svækket.

- Jeg er overbevist om, at det retter sig på et tidspunkt, siger hun.

Samlet set stiger antallet af turister i Tivoli en smule. De kommer primært fra Tyskland og resten af Europa.

I første kvartal omsatte Tivoli for 90,4 millioner kroner, hvilket er knap 30 millioner mere end i samme kvartal sidste år.

Forlystelsesparken fastholder også sine forventninger til hele 2024 om en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et resultat før skat på 110 millioner kroner.

Begge dele er på niveau med det historiske resultat, som Tivoli fik i 2023.

- Vi har en klar forventning om, at vi kan leve op til de forventninger, vi har meldt ud, siger Susanne Mørch Koch.

Det er blandt andet Fredagsrock-plakaten og andre aktiviteter, der skal trække gæster til forlystelsesparken i år.

Tivoli åbnede dørene for gæster igen den 22. marts efter tre måneder, hvor parken blev vedligeholdt.

- Det er et kæmpe arbejde, vi har i de tre måneder, hvor der er lukket for gæster, så derfor glæder vi os altid til åbningsdag, siger direktøren.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen vil spare tre milliarder i nyt beskæftigelsesudspil Som varslet vil regeringen nedlægge jobcentre for at spare tre milliarder krone... Læs mere
Mærsk vil købe egne aktier for mere end 14 milliarder kroner Fredag indleder Mærsk første fase af aktietilbagekøbsprogram. Første fase lÃ... Læs mere
Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere