Gaza

fre, 29 mar 2024

Israel hævder at have dræbt Hizbollah-leder i droneangreb

Hizbollah er allieret med Hamas, som Israel forsøger at nedkæmpe i Gaza. Siden krigen brød ud mellem Israel og Hamas i oktober, har israelsk militær og Hizbollah angrebet mål over den israel-libanesiske grænse. (Arkivfoto).
Jalaa Marey/Ritzau Scanpix Hizbollah er allieret med Hamas, som Israel forsøger at nedkæmpe i Gaza. Siden krigen brød ud mellem Israel og Hamas i oktober, har israelsk militær og Hizbollah angrebet mål over den israel-libanesiske grænse. (Arkivfoto).

Det israelske militær hævder at have dræbt den næstkommanderende for Hizbollahs raket- og missilenhed i et droneangreb i den sydlige del af Libanon fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den dræbte var ansvarlig for at gennemføre og planlægge angreb mod civile israelere, lyder det fra det israelske militær.

En kilde fra det israelske militær fortæller til nyhedsbureauet, at droneangrebet blev udført mod en bil, hvor den næstkommanderende angiveligt opholdt sig.

Ifølge Israel og det statsstyrede libanesiske nyhedsbureau NNA fandt angrebet sted i Bazouriyeh i Tyre-distriktet, der ligger mindre end 20 kilometer fra den israelske grænse.

Under den næsten seks måneder lange krig i Gaza har den militante bevægelse Hizbollah løbende angrebet mål i det nordlige Israel fra Libanon.

Israel har fra den anden side af grænsen angrebet mål i Libanon, som ligger nord for Israel.

Hizbollah er allieret med Hamas, som Israel forsøger at nedkæmpe i Gaza.

Ifølge AFP er mindst ti soldater og syv civile blevet dræbt i Hizbollahs angreb på det nordlige Israel siden begyndelsen af oktober.

Og i Libanon er mindst 330 personer blevet dræbt i israelske angreb. De fleste af dem var Hizbollah-medlemmer. Blandt de dræbte er dog også knap 60 civile, skriver AFP.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) er yderligere seks personer fra Hizbollah blevet dræbt fredag i et israelsk angreb i Aleppo i Syrien.

Mindst 42 personer meldes dræbt. Heraf er de resterende 36 dræbte soldater fra den syriske hær.

Også det syriske forsvarsministerium bekræfter over for Reuters, at flere civile og ansatte i militæret er blevet dræbt i et israelsk angreb mod Aleppo.

Ministeriet sætter dog ikke tal på.

Der er meldinger om, at angrebet var rettet mod "et raketdepot tilhørende den libanesiske gruppe Hizbollah" tæt på den internationale lufthavn i Aleppo, lyder det fra Sohr ifølge AFP.

Kilde: /ritzau

Andre læser også

Politisk ordfører overtager spidskandidatur fra SF-formand Lisbeth Bech-Nielsen er ny SF-spidskandidat i Københavns Storkreds, efter forma... Læs mere
Radikale vil sætte stopper for gasfyr efter stigning: En falliterklæring Martin Lidegaard kalder det "ubegribeligt", at regeringen bare trækker på skul... Læs mere
Jacob Kaarsbo dropper at hive DF i retten efter brug af citat Det bliver for dyrt og tidskrævende at føre en retssag sammenlignet med den mu... Læs mere
Vandværker er udsat for meget høj trussel fra cyberkriminalitet Der er meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandværker, vurderer Center... Læs mere
Flyselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for greenwashing KLM brugte betegnelser, der kunne vildlede forbrugerne, ved at kalde sine flyrej... Læs mere