Gaza

man, 22 apr 2024

af Mikkel Preisler

Rapport savner beviser fra Israel for Hamas-anklager mod FN-organ

Flere undersøgelser blev sat i gang, da Israel anklagede 12 UNRWA-ansatte for involvering i Hamas-angrebet 7. oktober. (Arkivfoto).
Hazem Bader/Ritzau Scanpix Flere undersøgelser blev sat i gang, da Israel anklagede 12 UNRWA-ansatte for involvering i Hamas-angrebet 7. oktober. (Arkivfoto).

Israel har endnu ikke præsenteret beviser, der kan understøtte landets anklager om, at et betydeligt antal ansatte fra FN-organet UNRWA har været aktive i de militante bevægelser Hamas og Islamisk Jihad.

Det fremgår af en uafhængig rapport, som Frankrigs tidligere udenrigsminister Catherine Colonna står i spidsen for.

Rapporten, som er offentliggjort mandag, finder dog "neutralitetsrelaterede problemstillinger" hos UNRWA, der er FN's organisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Blandt problemerne er, at ansatte har delt partiske opslag på sociale medier. Samtidig er der anvendt nogle bøger på UNRWA-skoler med "problematisk indhold".

Men i rapporten står der, at Israel ikke har givet bevis for en nylig påstand om, at UNRWA har over 400 "terrorister" som ansatte.

Den fastslår også, at FN-organet er "uerstatteligt og uundværligt for palæstinensernes menneskelige og økonomiske udvikling".

Tidligere på året hævdede Israel, at 12 ansatte i UNRWA deltog i den palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år.

Anklagerne fik flere lande til at indstille deres støtte til UNRWA, mens sagen blev undersøgt.

Rapporten er nået frem til, at UNRWA har "robuste" rammer, der sikrer, at organisationen handler i overensstemmelse med humanitære neutralitetsprincipper.

Om de tilfælde, hvor UNRWA ikke overholder neutralitetsprincipper, står, at de "påståede neutralitetsbrud relaterer sig til opslag på sociale medier".

De skal blandt andet være blevet skrevet efter voldelige hændelser, som har påvirket de ansatte eller familiemedlemmer.

Danmark var blandt flere lande, der en overgang tilbageholdt støtte på grund af Israels anklager.

Men i marts blev støtten udbetalt.

- UNRWA har reageret resolut og afskediget de medarbejdere, det drejede sig om, og har igangsat en intern undersøgelse, sagde udviklingsminister Dan Jørgensen (S) i den forbindelse.

Undersøgelsen kan få betydning for lande, der fortsat tilbageholder støtte. Det gør blandt andet USA og Storbritannien fortsat.

Sverige, Canada, Japan, EU og Frankrig er blandt dem, der ligesom Danmark har genoptaget støtten.

Et internt FN-tilsyn er i en anden undersøgelse i gang med at undersøge beskyldninger mod de 12 UNRWA-ansatte om involvering i angrebet 7. oktober.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere