
Annonce
Annonce
Pressemeddelelse
12.4.2023 07:00:00 CEST | Novo Holdings
København – I dag offentliggør Novo Holdings årsresultatet for 2022. Investeringsporteføljen realiserede et afkast på minus 6%, og Novo Holdings samlede indtægter og afkast for året landede på 3 mia. kr. Årsresultatet kan tilskrives en stærk præstation fra selskaberne i Novo Gruppen og en robust investeringsportefølje, der leverede over benchmark.
Årets samlede indtægter og afkast, der landede på 3 mia. kr., er resultatet af udbytte og indtægter fra aktietilbagekøbsprogrammerne i Novo Gruppens selskaber (Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S), der udgjorde i alt 14 mia. kr., og fra investeringsporteføljen, der leverede et afkast på minus 6% (mod et benchmark på minus 7%), svarende til et afkast på minus 11 mia. kr. De 5-årige og 10-årige langsigtede afkast på investeringsporteføljen er på henholdsvis 7% og 11%.
Ved udgangen af 2022 havde Novo Holdings aktiver for et samlet beløb af 805 mia. kr.
Kasim Kutay, administrerende direktør i Novo Holdings, siger: ”I kraft af den betydelige nedgang på både aktie- og obligationsmarkederne var 2022 et vanskeligt år at navigere i. Men på trods af dette leverede Novo Holdings positive resultater for de samlede indtægter og afkast. Dette baserer sig på en stærk præstation fra Novo Nordisk og Novozymes samt resultatet fra investeringsporteføljen, der er relativt stærkt, når man tager de vanskelige markedsbetingelser i betragtning.”
”2022 understregede vigtigheden af den diversificeringsstrategi som vi indledte tilbage i 2019, der både indbefatter geografisk spredning og spredning af typer af aktiver. Særligt vores ekspansion inden for kreditobligationer, fast ejendom og infrastruktur gjorde, at vores investeringsportefølje kunne levere et relativt godt afkast,” siger Kasim Kutay.
Investeringer i bioindustrielle virksomheder, eller biosolutions, der leverer biologiske og mere bæredygtige løsninger til industrien, var et betydeligt investeringstema for Novo Holdings i 2022. Med 22 bioindustrielle selskaber i investeringsporteføljen ved udgangen af 2022 er Novo Holdings i dag blandt verdens mest aktive investorer inden for sektoren.
Den 12. december 2022 var en historisk dag for Novo Gruppen og for Novo Holdings. Her offentliggjordes den foreslåede fusion mellem Novozymes og Chr. Hansen, hvori Novo Holdings har to af sine største aktieposter. Sammenlægningen kommer til at skabe et fyrtårn inden for industriel bioteknologi, som vil stå stærkt i bestræbelserne på at levere langsigtet værdi til alle interessenter og bidrage til den grønne omstilling.
”Biosolutions er en vigtig drivkraft inden for den grønne omstilling af industrien og samfundet, og vi er fuldt ud dedikerede til at fastholde vores position som en verdensførende investor på dette område,” siger Kasim Kutay.” ”I slutningen af 2022 etablerede vi et bioindustrielt investerings-team for bedre at kunne varetage denne voksende del af vores portefølje.”
Novo Holdings’ investeringsportefølje består af Life science-investeringer (Seed, Growth, Venture og Principal investeringer), der udgør 54% af porteføljen, og Kapitalinvesteringer, der udgør 46% af porteføljen.
I 2022 genererede Life science-investeringerne et afkast på minus 6 mia. kr., mens Kapitalinvesteringerne rapporterede et afkast på minus 5 mia. kr.
Ved udgangen af 2022 havde Novo Holdings i alt 161 selskaber i porteføljen, en stigning fra 151 ved udgangen af 2021.
”På trods af den geopolitiske og makroøkonomiske modvind i 2022 er jeg glad for, at Novo Holdings fortsat har været i stand til at være meget aktiv og engageret på investeringsfronten. Vores Principal Investments-team investerede 13 mia. kr., deriblandt gennem opkøb af tre amerikanske selskaber. Vores tre andre life science-investeringsområder, Growth Investments, Venture Investments og Seed Investments, var også aktive gennem hele 2022 og bød adskillige nye selskaber velkommen til vores portefølje, foruden at håndtere en række vellykkede exits,” siger Kasim Kutay.
”Vores Capital Investments-team lukkede året med 82 mia. kr.i forvaltningsaktiver. Porteføljen gav et afkast på minus 6% og et underskud på 5 mia. kr. Benchmarket inden for denne type aktiver i 2022 ligger på minus 14%, så man kan med rimelighed sige, at vores Capital Investments-team navigerede sikkert gennem de finansielle storme i 2022.”
Annonce
Annonce
Annonce