Pressemeddelelse
19.6.2023 08:00:00 CEST | idverde Danmark
idverdes ambition om yderligere vækst samt effektivitet og kvalitet i arbejdet med pleje og skabelse af fremtidens landskaber sætter krav til en stærk IT-strategi med et skalerbart setup, der både matcher koncernens fem datterselskaber og nye potentielle opkøb. Det får Michael Schmidt ansvaret for, når han tiltræder som idverdes nye IT-chef den 1. august 2023.
Michael Schmidt tiltræder som ny IT-chef i idverde Danmark den 1. august 2023. Michael kommer med en lang baggrund inden for IT, hvor han senest har arbejdet som Senior IT-manager hos Caverion A/S. CV’et rummer desuden et 20 års-jubilæum hos Kemp & Lauritzen A/S.
Særligt Michaels erfaring med fusioner og virksomhedsopkøb fra en stor dansk virksomhed med lokationer i hele landet, herunder konsolidering og integrering af forskellige IT-miljøer, matcher fuldkommen den vækstambition, som idverde har lagt for dagen med sine foreløbigt fem datterselskaber – Malmos, OKNygaard, Grøn Vækst, Lauge Bonde og ZinCo Danmark.
’’Jeg glæder mig til at kunne sikre den fortsatte videreudvikling af IT-landskabet i idverde Danmark, herunder implementering af 'best practices’ og gode synergier på tværs af selskaberne. Effektivitet, kvalitet og transparens i hele organisationen er afgørende for en god køreplan. IT-løsninger skal skabe værdi for de over 1.000 medarbejdere i idverde, som bruger det hver dag i deres arbejde’’, siger Michael Schmidt, som også skal sikre, at idverde i Danmark lever op til de krav, som den europæiske idverde-koncern stiller. Michael kommer derfor til at referere direkte til IT-Group, der dækker både Danmark, Tyskland, Holland, Schweiz, Frankrig og England, samt til Lars Møller Hansen, CFO i idverde Danmark.