Kongelige

søn, 07 apr 2024

af Mikkel Preisler

Dronning Mary slipper hjorte løs i Dyrehavens nye område

Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke (S) indvier søndag en udvidelse af Dyrehaven nord for København. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke (S) indvier søndag en udvidelse af Dyrehaven nord for København. (Arkivfoto).

Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke (S) indvier søndag en ny del af Dyrehaven, som ligger nord for København.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Med udvidelsen får vi et endnu større sammenhængende område med en vildere natur, så Dyrehavens mange arter får endnu mere plads at brede sig på, siger Heunicke i meddelelsen.

- Det kommer til at vrimle med gemmesteder for krybdyr, padder, insekter og fugle.

Dyrehavens område kommer til at vokse med en fjerdedel til i alt 1200 hektar. Det er den sydlige del af Jægersborg Hegn, som bliver integreret.

1200 hektar svarer til knap 1700 fodboldbaner.

Det sker som led i, at den kommercielle skovdrift stopper i store dele af statens skove.

Målet med udvidelsen er at forbedre biodiversiteten. Det betyder, at flere træer får lov til at blive gamle, falde sammen eller rådne i skovbunden.

Det forventes desuden, at den samlede hjortebestand kommer til at vokse fra 2100 til 2400.

Søndag formiddag klokken 11 markeres indvielsen ved, at dronning Mary slipper hjorte ud i den nye del af Dyrehaven. Det sker sammen med miljøministeren.

Hjortene i Dyrehaven er alle efterkommere af hjortene i den oprindelige dyrehave, der blev indhegnet af Frederik 3. i 1669.

Det gjorde han, så han kunne holde jagter.

Senere udvidede Christian 5. området og indrettede det til såkaldt parforcejagt. Det er en jagtform, hvor et byttedyr udmattes, inden det dræbes.

I samme omgang omdøbte han Ibstrup Slot til Jægersborg Slot. Deraf kommer navnet Jægersborg Dyrehave - i daglig tale Dyrehaven.

I 2015 blev området udpeget til Unescos Verdensarv.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere