Østjyllands Politi har intensiveret indsatsen for at finde frem til 32-årige Noah Turkmani, der er mistænkt for at stå bag et brutalt knivoverfald begået i det vestlige Aarhus tidligere i år.
Den 1. marts om aftenen, blev en mand overfaldet og stukket med kniv på Bispehavevej i Bispehaven-kvarteret.
Overfaldet blev anmeldt klokken 20.19, og flere patruljer rykkede hurtigt ud til stedet.
Her fandt de en 32-årig mand med knivskader, som blev bragt til behandling.
Efterforskningen har siden ledt politiet i retning af Noah Turkmani, som nu er efterlyst offentligt – både med navn og billede.
Ifølge Østjyllands Politi har det endnu ikke været muligt at finde frem til ham, på trods af flere tiltag i sagen.
“Det er en person, vi rigtig gerne vil have fat i, så vi håber, at nogen har oplysninger, der kan føre os til ham,” udtaler politikommissær Anders Schouby.
Politiet understreger, at man ikke selv skal forsøge at tage kontakt til den efterlyste, hvis man ser ham.
I stedet opfordres man til straks at kontakte politiet på telefon 114.
Politiinspektøren gør det klart, at alle henvendelser – store som små – kan være afgørende:
”Vi tager imod alle tip om, hvor han kan være.”
Af hensyn til den fortsatte efterforskning har Østjyllands Politi ikke ønsket at dele yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.
