Krimi

man, 21 okt 2024

Hummelgaard er åben for at se nærmere på nyt kvindefængsel

Danmarks eneste kvindefængsel er Jyderup Fængsel på Vestsjælland, der blev indviet i 2021. (Arkivfoto).
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix Danmarks eneste kvindefængsel er Jyderup Fængsel på Vestsjælland, der blev indviet i 2021. (Arkivfoto).

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil "bestemt ikke afvise" SF og De Konservatives forslag om at etablere et nyt kvindefængsel i Jylland.

Det oplyser han i et folketingssvar til retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

- Vores fængselsvæsen er hårdt presset, og det ser regeringen på med stor alvor.

- I regeringens kommende strafreform vil vi derfor kigge på, hvordan vi kan sikre, at fængselsvæsenet bliver polstret til at håndtere de udfordringer, og jeg vil bestemt ikke afvise, at vi i den forbindelse kan se nærmere på, om det kan give mening at etablere endnu et kvindefængsel i Danmark, skriver Hummelgaard i svaret.

I dag har Danmark et kvindefængsel i Jyderup, men på trods af det sad der i midten af august 83 kvindelige indsatte andre steder i landet. Det oplyste Kriminalforsorgen i et andet folketingssvar fra justitsministeren i september.

Af de 83 kvindelige indsatte er 30 på venteliste til en af de i alt 143 pladser i Jyderup-fængslet i Vestsjælland, mens der sad 13 kvinder i Jyderups arrestafdeling og afventede en afsoningsplads i samme fængsel.

- Jeg synes måske, at tiden er kommet til, at vi diskuterer, om vi skal have en afdeling mere af kvindefængslet, sagde Karina Lorentzen Dehnhardt i september.

- Der kunne man passende etablere noget i Jylland, så de kvindelige afsonere, der kommer derfra, rent faktisk kommer tættere på deres pårørende, fordi vi bare ved, at det har en stor betydning for at leve et liv uden kriminalitet bagefter.

Peter Hummelgaard er også optaget af, at "familier kan opretholde kontakten under afsoning".

- Børnene er ofte dem, der lider mest, når deres mor eller far sidder i fængsel. Det er derfor vigtigt, at vi som samfund har fokus på, hvordan vi bedst kan hjælpe børnene til at få et godt forhold til deres forældre og undgå, at de følger i samme fodspor som forældrene, skriver han i folketingssvaret.

At det ikke er alle 83 kvinder, der afsoner uden for Jyderup, som er på venteliste til en plads i Jyderup, kan skyldes flere forhold, fremgår det af folketingssvaret fra september.

Det kan skyldes, at "sagsbehandlingen er på et så tidligt stadie, at der endnu ikke er truffet afgørelse om placering af pågældende".

- Derudover kan kvinder efter en konkret vurdering være placeret uden for Jyderup Fængsel i andre af Kriminalforsorgens institutioner, skrev Kriminalforsorgen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere