Krimi

fre, 27 sep 2024

Regeringen vil sidestille kørsel på lattergas med narkokørsel

I flere år er lattergaspatroner blevet misbrugt som rusmiddel. Minister vil snart præsentere forslag om at sidestille kørsel, imens man er påvirket af lattergas, med narkokørsel. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix I flere år er lattergaspatroner blevet misbrugt som rusmiddel. Minister vil snart præsentere forslag om at sidestille kørsel, imens man er påvirket af lattergas, med narkokørsel. (Arkivfoto).

Regeringen vil snart komme med et forslag, som skal sidestille kørsel påvirket af lattergas med narkokørsel.

Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) fredag til DR.

Ministeren uddyber ikke, hvornår forslaget kommer. Det skyldes, at det er svært at administrere.

- Det er hurtigt ude af kroppen igen, og derfor så skal vi finde en måde, hvor det er administrerbart, og hvor politiet vil kunne løfte en bevisbyrde, siger ministeren til DR.

Forslaget har været undervejs i flere år. Allerede i 2022 meldte den daværende S-regering ud, at den ønskede at indføre en nultolerance overfor lattergas.

Siden har en arbejdsgruppe i Transportministeriet arbejdet på anbefalinger til regeringen.

Lattergas fra gaspatroner bliver produceret til industrien, men patronerne er i flere år blevet misbrugt som rusmiddel.

Charlotte Uggerhøj Andersen, som er overlæge og klinisk lektor ved Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, som handler om, hvordan man kan måle lattergasindtag.

Det fortæller hun til Ritzau.

- Det er ikke umuligt at påvise, men vi skal have fundet ud af, hvor lang tid kan man det, og hvor hurtigt koncentrationen falder.

Forskerne planlægger at tage en række prøver på personer, som har indtaget en blanding af lattergas og ilt, og en kontrolgruppe, som ikke får lattergas.

Forskningsprojektet afventer godkendelse fra myndighederne, og det får støtte fra Offerfonden.

Den seneste udmelding fra transportministeren kommer i kølvandet på en trafikulykke ved Tranbjerg i nærheden af Aarhus, hvor tre personer mistede livet.

Anklagemyndigheden mener, at en 35-årig mand, som var involveret i ulykken, kan have været påvirket af lattergas, imens han kørte bil. Det kom frem under et grundlovsforhør torsdag.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere