Miljø

lør, 30 nov 2024

Klimaminister om 2035-mål: Ingen lavthængende frugter tilbage

Klimaminister Lars Aagaard (M) møder her pressen under klimatopmødet COP29 tidligere i november. Han skal i 2025 være med til at vedtage et nyt klimamål for Danmark. (Arkivfoto).
Murad Sezer/Reuters Klimaminister Lars Aagaard (M) møder her pressen under klimatopmødet COP29 tidligere i november. Han skal i 2025 være med til at vedtage et nyt klimamål for Danmark. (Arkivfoto).

Det er umuligt at få ud af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), hvornår regeringen fremlægger sit bud på et 2035-klimamål.

Et nyt reduktionsmål skal jævnfør klimaloven vedtages i løbet af 2025, men inden da lægger regeringen op til en debat, siger klimaministeren.

Til gengæld er det svære yderligere reduktioner, der skal findes frem mod 2035.

Der er ikke flere lavthængende frugter tilbage, lyder det.

- Når man skal frem til klimaneutralitet (I 2045, red.), så er det de svære ting nu.

- Man skal ikke bilde nogen ind, at der er noget tilbage, der er let. Så havde vi gjort det allerede, siger Lars Aagaard.

Regeringens grønne vagthund, Klimarådet, har fredag offentliggjort en analyse af, hvordan Danmark kan nå forskellige mulige 2035-klimamål.

2035-målet skal erstatte 2030-målet på en 70 procents reduktion af drivhusgasser sammenlignet med 1990.

Ifølge Lars Aagaard kendetegner mange af de yderligere reduktioner, der skal findes i et 2035-mål, at de er grænseoverskridende.

Det gælder eksempelvis flybrændstoffer og tung transport.

- Det, der venter nu, er at få nogle teknologigennembrud i den tunge transport. Det er nogle områder, hvor det ser ud som om, at det kan blive lidt dyrere at komme væk fra fossil energi, siger Aagaard.

Klimarådets forperson, Peter Møllgaard, siger fredag i forbindelse med den nye analyse, at fremtidige klimatiltag vil blive "mere borgernære" og påvirke borgernes hverdag.

Det medgiver klimaministeren.

- Vi er allerede i gang med at gøre ting, der påvirker borgernes hverdag, siger Aagaard og nævner eksempelvis passagerafgiften og dieselafgiften.

Og "særligt på transportområdet" vil "nogle af de sidste reduktioner" også potentielt kunne påvirke borgerne.

- Men det er ikke et selvstændigt formål, at det skal gøre ondt, pointerer Aagaard generelt.

- Jeg afviser ikke, at det på nogle stræk kan være nogle initiativer, som nogle danskere vil opleve som træls, irriterende og måske også koste dem noget.

Svar: Hvad kunne det være?

- Det er det for eksempel, når vi hæver afgifterne.

- Man kan ikke nå i mål, uden at det påvirker os. Men det vigtigste er at nå klimamålene. Det er ikke, at det gør ondt. Det skal man huske i debatten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere