Nyheder

ons, 12 apr 2023

Dansk Industri: Trods dyr omgang giver nye overenskomster vished

Industrien er enige om toårig overenskomst (Emil Helms/Ritzau Scanpix)

De nye overenskomster bliver en dyr omgang for virksomhederne.

Alligevel er Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri, både stolt og lettet over, at de onsdag er blevet vedtaget med 79 procent af lønmodtagernes opbakning. - Det har været en dyr omgang. Men samtidig har vi et glohedt arbejdsmarked og en inflation, som er meget udtalt. Det gode er, at vi nu ved, hvad vi har at planlægge efter. Det er vigtigt for virksomhederne, siger han. Betydelige lønstigninger er en central del af de nye overenskomster. I en tid, hvor inflationen i forvejen medfører stigende omkostninger for virksomhederne, kan det være med til at presse dem yderligere. Det kan være svært for virksomhederne at navigere i, medgiver Lars Sandahl Sørensen. - Det er kolossalt svært at være virksomhed i dag. Også i et internationalt perspektiv. Konkurrencen handler om, hvem der bedst håndterer den usikkerhed, der er i verden i øjeblikket, siger han. - Så hvis vi fra dansk side har ro på arbejdsmarkedet og tydelige aftaler med stor opbakning, er det med til at give en bedre og mere stabil planlægningshorisont. På arbejdsgiversiden stemte 100 procent for mæglingsforslaget, der samler alle de nye overenskomster. Tidligere onsdag viste nye tal fra Danmarks Statistik, at antallet af virksomheder, der må dreje nøglen om, fortsat ligger på et forholdsvist højt niveau sammenlignet med de seneste år. Særligt inden for byggeri, transport og restauration er virksomhederne hårdt ramt. De tre brancher stod for 39 procent af de tabte job i forbindelse med konkurser. - Det er klart, at der er nogle virksomheder, som er meget udfordrede af verden i øvrigt i øjeblikket. Men generelt er der stor opbakning, og de allerfleste virksomheder mener, at det her er en god aftale, understreger Lars Sandahl Sørensen. Tilbage i januar, da forhandlingerne om de nye overenskomster begyndte, var han ellers ikke optimistisk. På et tidspunkt vurderede Lars Sandahl Sørensen, at der var 50 procent sandsynlighed for, at parterne ikke ville nå til enighed. - Det har været hårde forhandlinger, og vi har været meget uenige. Men vi har fundet hinanden på et niveau, som er i nogenlunde overensstemmelse med det, jeg kunne se for mig, da vi startede forhandlingerne. /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere