Nyheder

tir, 27 jun 2023

Dansk virksomhed trækker LGBT-støtte efter trusler mod ansatte

(Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)

Der er ikke længere regnbueflag at finde på sociale medier for den store danske virksomhed Chr. Hansen.

Et lækket notat til selskabets medarbejdere, som Børsen har set, viser ifølge avisen, at det skyldes pres fra amerikanske interessenter.

Chr. Hansens administrerende direktør, Mauricio Graber, skriver i notatet, at det som topchefer og direktionsmedlemmer er ledelsens ansvar at sikre, "at Chr. Hansens aktiviteter er i overensstemmelse med vores overordnede strategi og forretningsmål".

- Det betyder, at vi nogle gange tager svære beslutninger som denne, på trods af at vi er bekendte med den smerte, den skaber, fortsætter Graber.

Virksomhedens administrerende vicedirektør, Winne Bügel, bekræfter over for Børsen, at man har fjernet regnbueflaget, som symboliserer LGBT-rettigheder, fra de sociale medier for at beskytte amerikanske medarbejdere, "som har været udsat for alvorlige trusler og aggressive anklager".

Chr. Hansen begyndte at støtte det årlige pride-optog i København sidste år. Virksomheden støtter også begivenheden økonomisk i år, men vil ikke deltage synligt ved optoget.

- Chr. Hansen arbejder målrettet med diversitet, ligestilling og inklusion, lød det i et facebookopslag fra Copenhagen Pride i august sidste år.

- Med deltagelsen i Copenhagen Pride for første gang ønsker den snart 150-årige virksomhed at sætte yderligere turbo på disse bestræbelser og samtidig sende et signal til kolleger i mindre LGBTI+-venlige lande om, at man trygt kan gå på arbejde præcis som den, man er.

En medarbejder i Chr. Hansen-koncernen skriver ifølge Børsen i et åbent brev til direktionen, at medarbejdergruppen er vred over ledelsens beslutning. Ifølge medarbejderne har ledelsen valgt at prioritere overskuddet over minoritetsansatte i koncernen.

/ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere