Nyheder

ons, 14 jun 2023

Dommer blokerer Microsofts 69 milliarder dollar spilopkøb

FILE PHOTO: Illustration of Microsoft and Activision Blizzard game characters (Dado Ruvic/Reuters)

En føderal dommer i San Francisco i delstaten Californien blokerede midlertidigt tirsdag Microsofts 69 milliarder dollar opkøb af Activision Blizzard.

Det viser en indgivelse for retten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beløbet svarer til godt 477 milliarder kroner.

I en kendelse skriver dommer Edward Davila, at det "er vigtigt at opretholde status quo", mens retten behandler et muligt længerevarende forbud mod opkøbet.

Det amerikanske handelstilsyn, Federal Trade Commission (FTC), har bedt om at få Microsofts køb af spilvirksomheden blokeret.

Næste retsmøder i sagen er planlagt til 22. og 23 juni.

FTC advarer om, at det kan skade konkurrencen på spilmarkedet, hvis handlen bliver gennemført.

- Det kombinerede selskab kan ændre Activisions drift og forretningsplaner, få adgang til Activisions følsomme forretningsoplysninger, eliminere vigtigt personale fra Activision, ændre Activisions spiludvikling og indgå nye kontrakter på vegne af Activision, står der i søgsmålet.

Activision står blandt andet bag spilserierne Call of Duty, World of Warcraft og Candy Crush.

Det frygtes, at Microsoft med opkøbet vil begrænse visse spiltitler til udelukkende at være tilgængelige på Xbox-konsollen, som Microsoft selv står bag.

Tirsdagens blokering forhindrer Microsoft i at gennemføre opkøbet, mens retten behandler sagen.

En høring i handelstilsynet er planlagt til august.

EU har givet aftalen grønt lys, men den britiske konkurrencemyndigheden CMA har blokeret aftalen.

Techmediet The Verge har dog tidligere skrevet, at CMA ikke har den formelle magt til at stoppe opkøbet.

Men som tilsynsmyndighed har den stor indflydelse på, hvordan udenlandske selskaber gør forretning i Storbritannien.

/ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere