Nyheder

ons, 24 maj 2023

GN vil sælge aktier for op mod 2,9 milliarder for at barbere gæld

GN (Heinz-Peter Bader/Reuters)

Danske GN Store Nord har onsdag annonceret en ny plan, som skal hjælpe selskabet med at reducere en stor milliardgæld.

Det oplyser virksomheden, der beskæftiger sig med høreapparater og høretelefoner, i en børsmeddelelse. Det skriver erhvervsmedierne MarketWire og Børsen.

GN er tynget af en gæld på omkring otte milliarder efter et opkøb af gamingvirksomheden Steelseries i 2021.

Ifølge Børsen havde GN finansieret opkøbet ved at låne penge. Derfor har det presset dem, at den høje inflation har fået renterne til at stige.

Med den nye plan vil GN sælge aktier for op mod 2,9 milliarder, lyder det.

De vil sælge op mod 17,3 millioner eksisterende og nye aktier i en emission til onsdagens markedskurs på 167,05 kroner, skriver MarketWire. Af dem er op til 3,6 millioner eksisterende, mens op mod 13,7 millioner er nye aktier.

Det kan skaffe GN knap 2,9 milliarder kroner, skriver MarketWire.

En aktieemission betyder, at en virksomhed udsteder og sælger nye aktier. Det gøres typisk, når et selskab har brug for penge.

Ifølge Børsen skal syv ud af de otte milliarder kroner være betalt senest i 2024.

Avisen skriver, at GN også tidligere på foråret har annonceret, at de vil skaffe mellem en og to milliarder kroner på salg af kontorbygninger samt en portugisisk detailvirksomhed, der blev købt sidste år.

Tidligere på året foreslog bestyrelsen i GN Store Nord en aktieudvidelse, der skulle indbringe op mod syv milliarder kroner.

Men det sagde aktionærerne nej tak til, og GN måtte droppe idéen i april.

GN Store Nord har groft sagt to store forretningsben.

Det traditionelt største har været GN Hearing, der laver høreapparater. Men det andet forretningsben, GN Audio, fortsætter med at spille en større rolle. Her udvikles og sælges høretelefoner og headsets.

/ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere