Udbringningstjenesten Gorillas stopper driften i Danmark.
Det bekræfter Dean MacAulay, der udtaler sig på vegne af virksomheden, i en skriftligt kommentar til Finans. - Vores ejerkreds - stifterne og de lokale investorer - er nået til enighed om at stoppe aktiviteterne i Danmark, skriver han. Årsagen til beslutningen er, at markedet for madudbringning har været for udfordrende. Ifølge Dean MacAulay har dagligvaresektoren været ramt af store udsving. - Selv om vi ser langsigtet potentiale i sektoren, anser vi det ikke for at være en mulighed for os, skriver han til Finans. I november sidste år blev Dean MacAulay ansvarlig for den danske del af forretningen. Indtil da havde han fungeret som kommerciel direktør i Gorillas. Det skriver DetailWatch. Gorillas er en leveringstjeneste, der tilbyder udbringning af dagligvarer. Varerne bliver bragt ud med bude på cykler. Tjenesten begyndte at bringe varer ud til danske hjem i 2021. Også Coop og Føtex har meldt ud, at de stopper for hjemmelevering grundet vanskelige markedsvilkår. /ritzau/