Økonomisk kriminalitet

fre, 16 jun 2023

Fængslet direktør kendt fra tv ventes at tilstå kæmpe bedrageri

Vestre Fængsel (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Efter et år bag tremmer er en varetægtsfængslet tidligere direktør tilsyneladende parat til erkende sig skyldig i en omfattende bedragerisag.

Retten på Frederiksberg har på tirsdag planlagt et retsmøde med den 43-årige Martin Storm Rasmussen.

Politiets sigtelse drejer sig om bedragerier for i alt 307 millioner kroner.

I Københavns Politi bekræfter anklager Magnus Pedersen, at der er forventning om, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag. Altså at der i retsmødet vil blive rejst tiltale, hvorefter dommeren kan udmåle en straf.

I offentligheden er den 43-årige mand blandt andet blevet kendt efter sin medvirken i DR-udsendelsen "Indefra" med Anders Agger om forholdene for de fængslede i Vestre Fængsel.

På tirsdag er det præcis et år siden, at betjente fra Københavns Politi tidligt om morgenen rykkede ud for at anholde den 43-årige og for at ransage på fem adresser.

Siden da har han været frihedsberøvet. Varetægtsfængslingen blev iværksat 21. juni.

Ifølge politiet skal han have overtalt en række bekendte og andre til at låne sig millioner af kroner, som skulle investeres i aktiver i konkursboer. Til gengæld blev de lovet høje afkast.

Men noget var helt galt, mente kuratorerne, der behandler Rasmussens konkurs. Der var ikke realitet i projekterne. Nye lån blev blot brugt til at betale afkast til de andre investorer, lød mistanken.

I øvrigt har Martin Storm Rasmussen været direktør for selskabet Fauna Energi.

Under et retsmøde i marts i Østre Landsret kom det frem, at politiet har ledt efter aktiver for i alt 16 millioner kroner. Halvdelen i kryptovaluta og resten i guld, som blev købt i sommeren 2020.

I en telefonsamtale, som en bekendt førte, og som politiet aflyttede, blev der netop talt om det ædle metal.

"Guld-Martin kalder de ham ude i byen, det er rigtig dårligt for ham", blev der sagt.

Det kom også frem, at Martin Storm Rasmussen sidste sommer følte sig udsat for et voldsomt pres. Og at nogle investorer har fået truende opkald på et tidspunkt, hvor Rasmussen var blevet varetægtsfængslet.

/ritzau/

Andre læser også

Tandpastagigant sælger flere tandbørster og øger overskud Colgate-Palmolive har i andet kvartal øget sit driftsoverskud med 118 millioner... Læs mere
SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere