Politik

man, 04 nov 2024

Afsat radikal borgmester bliver på posten frem til næste valg

Mia Nyegaard (R) fortsætter som kultur- og fritidsborgmester i København, selv om hun ikke længere er spidskandidat til næste års kommunalvalg. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Mia Nyegaard (R) fortsætter som kultur- og fritidsborgmester i København, selv om hun ikke længere er spidskandidat til næste års kommunalvalg. (Arkivfoto).

De Radikales Mia Nyegaard fortsætter som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune frem til næste års kommunalvalg, selv om hun søndag blev afsat som sit partis spidskandidat.

Det skriver hun på Facebook.

- Af respekt for mine mange støtter og de mange københavnere, der stemte på mig ved valget i 2021, bliver jeg naturligvis som borgmester i resten af perioden, skriver hun.

Nyegaard tabte søndag en afstemning, der handlede om at fratage den radikale profil sit spidskandidatur. Det skete på et ekstraordinært årsmøde hos De Radikale i København.

Fire ud af fem radikale medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation har mistet tilliden Nyegaard og ønskede hende afsat som partiets spidskandidat. Derfor blev der afholdt et ekstraordinært årsmøde med kun det på dagsordenen.

Indstillingen om at vrage Nyegaard som spidskandidat stemte 88 for, mens 43 stemte imod. 6 stemte blankt.

Efter at være blevet vraget udtalte Nyegaard til TV 2 og Ekstra Bladet, at hun ville overveje, om hun fortsatte som borgmester eller stoppede med det samme.

I opslaget på Facebook skriver Nyegaard desuden, at hun er ked af søndagens resultat, men at hun respekterer den.

- Man kan ikke være i politik, hvis man er bange for at stille op eller tabe. Så selv om jeg er ked af ikke at skulle være den, der fører os videre, vil jeg gerne takke for alle de år, hvor jeg har fået lov til at stå i spidsen for, at vi som parti har taget ansvar og skabt gode radikale resultater for København, skriver Nyegaard.

Foruden 50-årige Nyegaard er det Christopher Røhl, Emil Moselund, Kashif Ahmad og Katrine Kildgaard, som repræsenterer De Radikale i Københavns Borgerrepræsentation.

Ingen andre har endnu meldt sig til posten som spidskandidat. Efter planen kommer der afklaring om en ny spidskandidat i januar. På rygteplan er Christopher Røhl, som er De Radikales gruppeformand på rådhuset, dog nævnt som et realistisk bud.

Næste års kommunalvalg finder sted 18. november.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere
Ministerium køber New York-bolig for 60 millioner for at effektivisere DF kalder det "ude af proportioner", at staten har købt chefbolig i New York, d... Læs mere