Politik

tor, 25 apr 2024

Anklagere vil droppe sag om korruption mod spansk førstedame

Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, ses her sammen med sin hustru, Begona Gomez, ved en tidligere lejlighed. (Arkivfoto).
Javier Soriano/Ritzau Scanpix Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, ses her sammen med sin hustru, Begona Gomez, ved en tidligere lejlighed. (Arkivfoto).

En spansk anklagemyndighed har torsdag anmodet om, at efterforskningen af korruptionsanklager mod Begona Gomez, der er gift med Spaniens premierminister, bliver droppet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Onsdag oplyste en domstol i Madrid, at der var iværksat en efterforskning af premierminister Pedro Sanchéz' hustru.

Hun var mistænkt for korruption, lød det fra domstolen.

Korruptionsanklagerne fik efterfølgende Sanchéz til at meddele, at han ville holde en fem dage lang pause fra arbejdet som premierminister.

Under pausen vil han tage stilling til, om han skal blive på posten som regeringsleder, eller om han skal gå af som følge af korruptionsanklagerne.

Men politiet er altså tilsyneladende ikke nået særligt langt med efterforskningen, før det ifølge anklagemyndigheden står klart, at der ikke er grundlag for at fortsætte med sagen.

Selve efterforskningen blev indledt 16. april. Forinden havde antikorruptionsgruppen Manos Limpias anklaget Gomez for korruption.

Det spanske medie El Confidencial skrev onsdag, at de spanske efterforskere undersøgte Gomez' forbindelse til private virksomheder, som har indgået statslige kontrakter og fået økonomisk støtte fra Spaniens regering.

Blandt andet mistænktes Gomez ifølge mediet for at være involveret i den spanske turismevirksomhed Globalia.

Globalia ejer luftfartsselskabet Air Europa.

Premierministerens hustru skal have spillet en rolle i Globalias foretagender, mens Globalia og Air Europa forhandlede med Spaniens regering om en økonomisk redningsplan i kølvandet på covid-19.

Pedro Sanchéz afviste onsdag i et offentligt brev, at der skulle være hold i anklagerne mod hans ægtefælle. Samtidig hævdede han, at korruptionssagen var et led i en mobbekampagne fra Spaniens højrefløj.

Selv repræsenterer Pedro Sanchéz den spanske venstrefløj og Spaniens socialistiske arbejderparti, PSOE.

Centralt i sagen om mulig korruption er gruppen Manos Limpias. Den har som formål at bekæmpe korruption og har indsendt en klage til en spansk domstol over Pedro Sanchéz' hustru.

Gruppen ledes af Miguel Bernad. Han har forbindelse til den yderste højrefløj i Spanien og blev selv i 2021 idømt fire års fængsel for at have medvirket til afpresning af virksomheder.

Han blev dog frikendt af Spaniens højesteret i marts i år på grund af manglende beviser i sagen.

Miguel Bernad har ifølge Reuters torsdag fortalt, at hans forening bygger sine anklager mod Begona Gomez på medieomtale, og at han så det som sin borgerpligt at gøre myndighederne opmærksomme på sagen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere