Politik

søn, 02 jun 2024

Blå partier vil have langt flere vagter ved Europas grænser

Inger Støjberg (DD) siger, at hun ved selvsyn i sin ministertid har konstateret, hvor vigtig grænsebevogtningen af indre og ydre grænser er. Derfor skal der afsættes flere midler til opgaven. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Inger Støjberg (DD) siger, at hun ved selvsyn i sin ministertid har konstateret, hvor vigtig grænsebevogtningen af indre og ydre grænser er. Derfor skal der afsættes flere midler til opgaven. (Arkivfoto).

Både Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance går til EU-valg på mange flere medarbejdere hos Frontex, EU’s kyst- og grænsevagt.

Partierne har søndag udgivet hver sit migrationsudspil. Liberal Alliance foreslår en reform af Frontex, som ifølge LA lige nu agerer ”taxatjeneste for menneskesmuglere”, og så skal antallet af medarbejdere op på 30.000.

Det er aftalt i EU at øge antallet af medarbejdere i Frontex til 10.000 i 2027, men det er ikke nok, mener partiets spidskandidat, Henrik Dahl.

- Frontex er ikke stort nok til det pres, der er. Der kom en million asylansøgere sidste år, siger Henrik Dahl.

Fremover skal alle migranter, der samles op på Middelhavet, desuden sendes tilbage til deres udskibningsland og ikke til et EU-land, som Frontex gør nu, mener Dahl.

Hvilket land, de skal sendes til, har LA ikke lagt sig fast på. Henrik Dahl erkender, at der kan være en risiko for at komme i konventionskarambolage, når migranter opsamlet på havet skal sendes til et tredjeland.

- Men det er jo en risiko, der kan håndteres. Storbritannien er et civiliseret land, det samme er Italien, og der kan man finde ud af at lave aftaler, siger spidskandidaten.

Han henviser til, at Storbritannien har en aftale med Rwanda, og Italien har en aftale med Albanien om modtagecentre, hvor asylansøgere skal have behandlet deres sag.

I Danmarksdemokraterne siger formand Inger Støjberg, der søndag er på tur ved den dansk-tyske grænse sammen med spidskandidat Kristoffer Storm, at antallet af medarbejdere i Frontex kan variere, alt efter hvad der er behov for.

- Det handler både om mandskab og materiel, siger hun.

I sit udspil har Danmarksdemokraterne også fokus på Danmark.

Der skal sammen med en permanent grænsekontrol etableres et fast grænsepoliti, siger Inger Støjberg, der forestiller sig omkring 100 betjente, som kun skal have fokus på grænseopgaverne.

Der har jævnligt været beretninger om, at det er svært at skaffe nok betjente, der har lyst til at arbejde som grænsevagter. DR sendte en reportageserie om grænsepolitiet tidligere i 2024, hvor personalemanglen fremgik.

Men Støjberg er ikke nervøs for, at der kan blive mangel på personel. Grænsekontrol skal være et separat spor på politiuddannelserne, hedder det i udspillet, og så bliver jobbet anderledes end for de nuværende grænsebetjente:

- Der vil blive lagt meget mere ind i opgaven. Det er ikke et spørgsmål om bare at kontrollere pas. Der skal være fokus på grænseoverskridende kriminalitet, som er en væsentlig del af den kriminalitet, vi ser i Danmark, siger hun.

Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske blev senest forlænget i april.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Populært fradrag og forbudte flag er blandt lovændringer fra nytår Flyafgift skal være med til at finansiere forhøjet ældrecheck, og der bliver ... Læs mere
Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere