Politik

tor, 21 nov 2024

Dagen før slutfløjt har COP-aftale stort hul i klimahjælp

Første udkast til en aftale på COP29 er landet.
Maxim Shemetov/Reuters Første udkast til en aftale på COP29 er landet.

Et stort X. Det er, hvad der står om størrelsen på et nyt mål for klimafinansiering i udkastet til en aftale på klimatopmødet COP29.

Landene forhandler om, hvor mange penge de fattige lande skal have til at reducere udledningerne og ruste sig til mere ekstremt vejr.

Men i udkastet til en aftale, der kom torsdag - dagen før mødet er sat til at slutte - er der altså ingen enighed om beløbet størrelse.

- Der er stadig intet beløb for den samlede klimabistand, lyder det fra John Nordbo, klimarådgiver i ngo'en Care og mangeårig observatør af klimatopmøder.

- Der mangler klare delmål for, hvor mange penge der skal gå til henholdsvis grøn omstilling, klimatilpasning og støtte til at håndtere de enorme tab og skader, som klimakatastroferne skaber.

Udkastet har tekststykker, hvor emnet behandles, men det rum, hvor beløbet skal stå, står der nu et X.

Forhandlingerne om at fylde det rum med et konkret milliardbeløb bliver nu intensiveret.

- Det er bekymrende, at teksten endnu ikke har sat et tal på klimafinansieringsmålet. Det tyder på, at de sværeste beslutninger bliver skudt til sidste øjeblik, siger Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke.

For Vesten er rammerne omkring det økonomiske bidrag afgørende.

EU og USA har gjort det klart, at de vil have udvidet kredsen af donorlande, så også nye store økonomier som Kina og Korea skal bidrage til klimafinansieringen.

På dette punkt leverer aftaleudkastet endnu ikke et klart svar.

Det er noteret som frivilligt, hvorvidt de store udviklingsøkonomier vil bidrage.

Danmarks klimaminister, Lars Aagaard (M), er bekymret for, hvorvidt parterne kan finde hinanden.

- Lige nu ser det rigtig tungt ud at finde et kompromis. For det er klart, at positionerne er meget langt fra hinanden, siger han.

- Hovedslagsmålet er nu, om vi kan finde en landingsbane for spørgsmålet om finansiering.

Selv om at der stadigvæk udestår store knaster, er forventningen hos COP-formand Mukhtar Babayev stadig, at lukke mødet fredag.

Her er der officielt sat til at slutte klokken 18 lokal tid - klokken 15 dansk tid - men FN's klimatopmøder går normalt over tid.

- Jeg stoler på, at I deler min optimisme, siger han torsdag i salen, hvor han har samlet landene, som skal nå til enighed om en aftale.

Det deler EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, dog ikke.

Han vil ”ikke pakke det ind”, siger han i salen om udkastet.

- Det er uacceptabelt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere