Stil med både en kvinde og en mand som kommissærkandidat. Sådan har klarteksten lydt fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til EU-landenes regeringsledere, men ikke mange har lyttet.
Heller ikke Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), som onsdag indstillede partifællen Dan Jørgensen til posten som Danmarks næste EU-kommissær.
Spørgsmålet er så, om det - som iagttagere har påpeget - risikerer at skade Danmarks muligheder for at få en politisk tung kommissærpost, at man fra dansk side ikke ønskede at føje kommissionsformanden.
Nej, lyder vurderingen fra hovedpersonen selv.
- Der er mange brikker, der skal falde på plads i det puslespil, som von der Leyen lægger i de her dage. Kønsspørgsmålet er en af de brikker, men der er mange andre brikker, der også er vigtige.
- Og dér håber jeg selvfølgelig at nogle af de kompetencer, som statsministeren har valgt mig på baggrund af, kan komme til at spille en rolle dér og få en betydning, siger Dan Jørgensen.
Direktør i tænketanken Europa Lykke Friis pegede onsdag over for Ritzau på, at Ursula von der Leyen har gjort det til en mærkesag at få en ligelig kønsfordeling blandt kommissærerne. Og at det ikke ser ud til at lykkes.
- Von der Leyen står i den situation, at selv hvis hun får kvindelige kandidater fra de sidste lande, så vil det være en skæv EU-Kommission, hvis man ser på kønsfordelingen.
- Hun har kun én mulighed: Det er at forskyde diskussionen fra antal til, hvor tunge posterne til de kvindelige EU-kommissærer er, sagde Lykke Friis onsdag.
Mette Frederiksen forsøgte onsdag på et pressemøde at nedtone problematikken. Statsministeren sagde, at hun havde ført samtaler med Ursula von der Leyen, og at hun var sikker på, at Danmark får en central kommissærpost.
Mette Frederiksen henviste til, at Danmark de seneste 20 år udelukkende har haft kvindelige EU-kommissærer.
Mariann Fischer Boel (V) fra 2004 til 2009, Connie Hedegaard (K) fra 2009 til 2014 og Margrethe Vestager (R) de seneste ti år har udfyldt posten de to seneste årtier.
Dan Jørgensen bliver - såfremt han bliver godkendt - den niende danske EU-kommissær siden 1973, hvor Danmark hidtil har haft fire mænd og fire kvinder.
- Vi har fra dansk side stillet med en kvindelig kommissær 20 år i træk. Det kan ses som et udtryk for, at vi har leveret på den front, siger han.
Kilde: /ritzau/