Politik

tor, 05 dec 2024

Danmarks nye israelske våben bliver yderligere forsinket

Elbit-sagen er lidt af en hovedpine for forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). (Arkivfoto).
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Elbit-sagen er lidt af en hovedpine for forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). (Arkivfoto).

De omdiskuterede våbensystemer fra israelske Elbit er igen forsinkede.

Det skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i lækket brev, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, til partierne i forsvarsforliget. Brevet er dateret til 12. november i år.

For et af de to indkøbte våbensystemer er der ifølge JP det problem, at der er købt kanoner, men at der skal ventes lidt endnu på de missiler, som passer til. Der kan komme endnu flere forsinkelser, skriver forsvarsministeren desuden.

Meldingen kommer, efter at DR Nyheder og JP i sidste uge kunne skrive, at våbensystemerne fra Elbit risikerer at være stort set ubrugelige i en moderne konfrontation, som den der foregår i Ukraine i øjeblikket.

Det skyldes, at våbensystemerne er blevet leveret med civile navigations- og gps-systemer. Det betyder, at der er en risiko for, at våbensystemerne ikke kan ramme plet med stor præcision på en moderne kampplads.

Der er blevet indkøbt Puls-raketkastersystemer og Atmos-artillerisystemer af Elbit.

Atmos skulle erstatte artillerisystemer, som Danmark havde doneret til Ukraine. Puls-raketkastersystemerne har til formål at styrke det danske forsvar.

Det fremgår ikke af brevet fra forsvarsministeren, hvor mange Atmos-pjecer, altså kanoner, som er ankommet. Men der står ifølge JP, at de resterende "grundet situationen i Israel vil blive forsinket med cirka to måneder".

Troels Lund Poulsen skriver desuden, at han afventer en vurdering fra Forsvarskommandoen i forhold til mulige konsekvenser af forsinkelserne.

Forløbet om våbenindkøbene fra Elbit har i forvejen skabt stor debat, da Folketinget blandt andet blev vildledt om indkøbet, som blev unødvendigt hurtigt.

Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech, udtrykker til JP kritik af forsinkelsen. De Konservatives Rasmus Jarlov, som er formanden for Forsvarsudvalget, kalder det "ærgerligt", men har forståelse for forsinkelsen på grund af situationen i Israel og Mellemøsten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere
Færre dramatiske vejrbegivenheder gavner Alm. Brand I 2024 løftede Alm. Brand sit forsikringsresultat med over 200 millioner kroner... Læs mere
Novo Nordisk skabte knap 5500 nye danske arbejdspladser i 2024 Novo Nordisk havde ved årsskiftet over 34.000 ansatte i Danmark. Det er en stig... Læs mere