Finans

ons, 05 feb 2025

Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering

Statsminister Mette Frederiksen afviser at lade stigende forsvarsudgifter ske på bekostning af velfærdssamfundet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen afviser at lade stigende forsvarsudgifter ske på bekostning af velfærdssamfundet.

Diskussionen om finansieringen af Danmarks oprustning tager til i regeringstoppen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) melder sig nu skeptisk over for Lars Løkke Rasmussens (M) forslag om at skrabe penge sammen til de stigende forsvarsudgifter med effektiviseringer af den offentlige sektor og en lavere selskabsskat.

Det siger hun i et interview med Ritzau.

Hun understreger, at Løkkes forslag ikke kommer bag på hende.

- Det er velkendte synspunkter, siger statsministeren.

Omvendt er hendes modsatrettede prioriteringer også klare, påpeger hun.

- Det er lige så velkendt, at det selvfølgelig ikke kommer til at ske, at vi gør det her, vi står over for, som er en meget stor og svær opgave, på en måde, der ikke er socialt balanceret, siger Mette Frederiksen.

Tirsdag gik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ud i to aviser med appellen om, at de stigende forsvarsudgifter skal finansieres med en længerevarende økonomisk 2040-plan.

Her skal der ses på effektiviseringer af den offentlige sektor, og han vil sænke selskabsskatten for at styrke erhvervslivet.

Den socialdemokratiske statsminister vil dog stå hårdt på, at oprustningen ikke må ske på en social bekostning.

- Der skal findes en ordentlig social balance i det her, og det er velkendt, at det vil være min tilgang til diskussionen, siger Mette Frederiksen.

Regeringstoppen er enig om, at de omkring 200 milliarder kroner, der allerede er afsat til nye forsvarsudgifter, ikke er nok.

Udgifterne til militær skal udgøre en større andel af de danske budgetter. Det vil blive tættere på fem procent af Danmarks BNP, end de to procent man hidtil har stilet efter.

Men vejen dertil bliver et politisk slagsmål mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Mette Frederiksen er optaget af, at oprustningen ikke sker på bekostning af velfærdssamfundet.

- En af vores vigtigste opgaver er at passe på vores land og kontinent, siger hun.

- Men i det ligger også at sikre, at de europæiske velfærdssamfund kommer ud på den anden side af det her, og at vi ikke giver op på det, der er en af de vigtigste europæiske værdier, nemlig, at vi er velfærdssamfund, siger hun.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere
Tyske turister hjælper danske overnatningssteder til rekordår Antallet af turistovernatninger i Danmark voksede sidste år med 1,3 millioner t... Læs mere
3F skal spare 100 millioner kroner og nedlægger stillinger Fagforbundet 3F vil i forbindelse med besparelser omlægge interne aktiviteter. ... Læs mere
Folketinget holder gudstjeneste for at udtrykke støtte til Ukraine Det er snart tre år siden, Rusland invaderede Ukraine, og det markeres af Folke... Læs mere
Kriseramt energiudvikler får opbakning til redningsplan Selskabet Better Energy forsøger med sin rekonstruktionsplan at få reduceret o... Læs mere