Politik

ons, 05 feb 2025

Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed

Folketinget vil onsdag klokken 13 mindes ofrene for skoleskyderiet i Örebro med et minuts stilhed.
10430 Christine Olsson/Ritzau Scanpix Folketinget vil onsdag klokken 13 mindes ofrene for skoleskyderiet i Örebro med et minuts stilhed.

Onsdagens møde i folketingssalen bliver indledt med et minuts stilhed. Det sker som følge af skoleskyderiet tirsdag i Örebro i Sverige, hvor 11 mennesker blev dræbt, meddeler Folketinget på sin hjemmeside.

Mødet i folketingssalen begynder klokken 13.

Allerede tirsdag aften meddelte Justitsministeriet efter samråd med kongehuset, at de officielle flagdage i de kommende dage aflyses.

Normalt bliver der flaget fra statslige bygninger på kongelige fødselsdage.

Men i respekt for ofrene flager Folketinget ikke på dronning Marys fødselsdag i dag, onsdag, og heller ikke på prinsesse Maries fødselsdag torsdag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) reagerede tirsdag aften på drabene.

- Forfærdelige meldinger fra Örebro, Sverige. Mine tanker går til ofrene og deres pårørende. Danmark har den dybeste medfølelse med det svenske folk, skrev hun på Statsministeriets X-profil.

11 personer blev tirsdag dræbt i skyderiet på ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro.

Tilstanden for de seks patienter, der er indlagt på hospitalet efter det dødelige skyderi, var onsdag morgen stabil, men alvorlig.

To af de seks er fortsat indlagt på intensiv. Fire kvinder og to mænd - alle over 18 år.

Örebro er en mellemstor svensk by nogle hundrede kilometer vest for Stockholm. Der bor knap 130.000 mennesker i byen.

Det ramte uddannelsessted er centrum for kommunal voksenuddannelse. Det tilbyder fag på både grundskole- og gymnasieniveau.

Det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, vil onsdag besøge Örebro for at ære ofrene.

Allerede tirsdag aften udtrykte kongen "sorg og bestyrelse" over det, der var sket i Örebro.

Ifølge planen vil kongen og dronningen besøge skoleområdet i bydelen Västhaga, hvor skyderiet fandt sted.

De vil senere deltage i en mindehøjtidelighed i Sankt Nicolai Kirke i det centrale Örebro.

Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, vil sammen med justitsminister Gunnar Strömmer også besøge Örebro.

De vil også deltage i mindehøjtideligheden i kirken.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere
Færre dramatiske vejrbegivenheder gavner Alm. Brand I 2024 løftede Alm. Brand sit forsikringsresultat med over 200 millioner kroner... Læs mere