Politik

tir, 21 jan 2025

De Radikale vælger Christopher Røhl som spidskandidat i København

Christopher Røhl har tidligere sagt til Politiken, at der ikke er nogen garanti for, at De Radikale i København igen vil pege på den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten, når der er kommunalvalg i 2025. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Christopher Røhl har tidligere sagt til Politiken, at der ikke er nogen garanti for, at De Radikale i København igen vil pege på den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten, når der er kommunalvalg i 2025. (Arkivfoto).

Christopher Røhl er blevet valgt som De Radikales spidskandidat til kommunalvalget i København 18. november.

Det oplyser De Radikale til Ritzau.

Christopher Røhl siger selv, at han glæder sig til at oversætte valgprogrammet til en kampagne ved kommunalvalget.

- København bliver af mange kaldt en radikal højborg, og det er jeg ikke i tvivl om, er rigtigt. Nu skal vi ud og fortælle københavnerne, hvordan vi vil gøre byen klar til fremtiden, siger han i en skriftlig udtalelse.

Partiets tidligere spidskandidat, kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard, blev afsat som spidskandidat i november sidste år.

Det skete, efter at Emil Moselund 15. oktober sidste år oplyste, at han og de tre andre radikale politikere på rådhuset i København havde udtrykt mistillid til Nyegaard som spidskandidat.

Emil Moselund er valgt til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for De Radikale.

Dengang skrev B.T., at utilfredsheden omkring Nyegaard skyldtes hendes kontante ledelsesstil og manglende evner som leder af partiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Christopher Røhl, som er gruppeforperson for De Radikale på Københavns Rådhus, blev udfordret af Dan Kreutzfeldt.

Kreutzfeldt er til daglig togfører for DSB og har ifølge Altinget mange år været aktiv i den københavnske partiorganisation.

Ifølge De Radikale fik Christopher Røhl 72 af de delegeredes stemmer, mens Dan Kreutzfeldt fik 23.

Christopher Røhl har tidligere sagt til Politiken, at der ikke er nogen garanti for, at De Radikale i København igen vil pege på den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten, når der er kommunalvalg i 2025.

Ved kommunalvalget i 2021 bakkede alle partier på nær Nye Borgerlige op om Socialdemokratiets Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester.

Det skete, til trods for at Socialdemokratiet mistede titlen som det største parti i København efter 100 år. Den titel gik i stedet til Enhedslisten.

Enhedslistens spidskandidat, Line Barfod, har desuden sagt, at det vigtigste for partiet ved næste valg er, at der sker et magtskifte i København.

Derfor er Enhedslisten villig til potentielt at give magten til SF, så længe Socialdemokratiet ikke får overborgmesterposten igen. Det sagde Line Barfod til Altinget i november.

Til valget er det tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theil, der skal forsøge at bevare overborgmesterposten på socialdemokratiske hænder.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere
Tyske turister hjælper danske overnatningssteder til rekordår Antallet af turistovernatninger i Danmark voksede sidste år med 1,3 millioner t... Læs mere
3F skal spare 100 millioner kroner og nedlægger stillinger Fagforbundet 3F vil i forbindelse med besparelser omlægge interne aktiviteter. ... Læs mere
Folketinget holder gudstjeneste for at udtrykke støtte til Ukraine Det er snart tre år siden, Rusland invaderede Ukraine, og det markeres af Folke... Læs mere
Kriseramt energiudvikler får opbakning til redningsplan Selskabet Better Energy forsøger med sin rekonstruktionsplan at få reduceret o... Læs mere