Finans

tir, 21 jan 2025

Ørsted får tæsk på børsen efter ny milliardnedskrivning

Skyerne samler sig over Ørsted, der igen må foretage en nedskrivning i milliardklassen. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Skyerne samler sig over Ørsted, der igen må foretage en nedskrivning i milliardklassen. (Arkivfoto).

Der er kontant afregning på fondsbørsen, når et selskab må foretage nedskrivninger i milliardklassen.

Det må Ørsted sande, efter at energiselskabet mandag aften offentliggjorde en nedskrivning på 12,1 milliard kroner.

Tirsdag har selskabet mistet 10,7 procent af sin markedsværdi.

Nedskrivningen blev begrundet med rentestigninger, lavere værdiansættelser af flere amerikanske havbundsområder samt forsinkelser på det igangværende Sunrise Wind-projekt.

Den vindmøllekritiske Donald Trump, der blev genindsat som USA's præsident mandag, hjælper heller ikke på selskabets aktiekurs.

Det mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank. Han har svært ved at forudse, hvordan den nærmeste fremtid for Ørsted kommer til at se ud.

- Der er en meget begrænset sigtbarhed, i forhold til hvad der kommer til at ske i Ørsted-forretningen, siger han.

- Trump har spillet ud med det, man kan kalde det værst tænkelige scenarie. Nemlig at han vil stoppe for ny udvikling af havvind i USA, og det kommer til at påvirke de nye projekter, der skulle udbydes.

- Der bliver mindre at kæmpe om globalt set, og det kan også gøre konkurrencen hårdere til ugunst for Ørsteds indtjening.

Det er ikke første gang, at Ørsted må foretage milliardnedskrivninger.

I efteråret 2023 droppede selskabet at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2 i USA. Det skyldtes, at projekterne var blevet langt dyrere at opføre grundet forsinkelser i forsyningskæder og stigende renter.

I den forbindelse lød de samlede nedskrivninger på 28,4 milliarder kroner.

Kigger man alene på perioden fra Donald Trumps valgsejr i begyndelsen af november sidste år til nu, har Ørsted-aktien flere gange været under gevaldigt pres.

Dagen efter afgørelsen på det amerikanske valg faldt både Ørsted og Vestas mere end 12 procent på børsen. Nedturen gentog sig i begyndelsen af januar - omend i mindre omfang - da Trump udtalte sig kritisk om vindmøller under et pressemøde.

Ørsted har med dagens fald mistet knap 80 procent af sin markedsværdi siden begyndelsen af 2021, hvor kursen toppede.

På det tidspunkt var en Ørsted-aktien knap 1300 kroner værd. I dag kan den købes for 278,7 kroner.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Netflix kommer over 300 millioner abonnenter globalt Netflix har 41 millioner flere betalende abonnenter ved udgangen af 2024 end ved... Læs mere
Adidas øger indtjening efter afbrudt samarbejde med Kanye West I 2024 er der igen fremgang i Adidas' salg og indtjening, efter afbrudt samarbej... Læs mere
Grønland vil række ud til USA men vil også bestemme selv Múte B. Egede understreger igen, at det er Grønland, der bestemmer, hvad der s... Læs mere
4 procent-lån er på nippet til at lukke igen Renterne har den seneste tid bevæget sig nedad igen, og det kan betyde farvel t... Læs mere
Klimaminister frygter at Trumps Paris-exit vil sprede sig til Europa Trumps udmeldelse af Paris-aftale kan give skeptiske EU-lande momentum til at tr... Læs mere