Tech

tir, 21 jan 2025

Netflix kommer over 300 millioner abonnenter globalt

"Squid Game 2" havde premiere på Netflix 26. december 2024. På fire dage blev den set 68 millioner gange. (Arkivfoto).
Dylan Martinez/Reuters "Squid Game 2" havde premiere på Netflix 26. december 2024. På fire dage blev den set 68 millioner gange. (Arkivfoto).

Streamingselskabet Netflix fortsætter med at tiltrække flere betalende abonnenter.

I løbet af 2024 har selskabet således fået 41 millioner nye abonnenter. Nu har Netflix over 300 millioner betalende abonnenter på verdensplan.

Det oplyser Netflix tirsdag aften dansk tid i forbindelse med regnskabet for 2024.

Samtidig er selskabets omsætning også vokset. I 2024 omsatte Netflix således for 39 milliarder dollar, svarende til cirka 280 milliarder kroner. Det er omtrent 16 procent mere end i 2023.

Samtidig er selskabets driftsresultat for første gang over ti milliarder dollar, skriver selskabet i forbindelse med regnskabet.

Ifølge finansmediet MarketWire er væksten i antallet af abonnenter højere, end analytikere havde forventet forud for offentliggørelsen af regnskabet.

Det får Netflix-aktien til at stige markant i eftermarkedet i USA. Aktien stiger over 11 procent, skriver MarketWire.

Netflix fremhæver selv nogle af de film og serier, som i løbet af fjerde kvartal i 2024 har tiltrukket sig særlig stor opmærksomhed.

Her lyder det, at efterfølgeren til den sydkoreanske tv-serie "Squid Game", har kurs mod at blive en af Netflix' mest sete originale serier.

Sæson to havde premiere 26. december og nåede på fire dage op på 68 millioner visninger. Dermed slog serien rekord, som den serie, der i sin premiereuge er blevet set flest gange på Netflix.

Den hidtidige rekord tilhørte serien "Wednesday", der fik 50,1 million visninger på en uge i 2022. Det skrev kulturmediet Variety i begyndelsen af januar.

Ifølge Netflix har "Squid Game 2" nu fået 165,7 millioner visninger.

Netflix fremhæver også filmen "Carry-On", som er blandt de ti mest sete film på Netflix nogensinde. Filmen blev udgivet på Netflix 13. december 2024.

Væksten i antallet af abonnenter er særligt taget til i løbet af fjerde kvartal i 2024. Her steg antallet af betalende abonnenter på verdensplan med 19 millioner.

Netflix oplyser selv, at hvert betalende medlem i gennemsnit bruger omkring to timer på platformen hver dag.

Når man tæller antallet i hver husstand og antallet af tilkøbsbrugere med, estimerer Netflix, at selskabets publikum er på over 700 millioner på verdensplan.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Adidas øger indtjening efter afbrudt samarbejde med Kanye West I 2024 er der igen fremgang i Adidas' salg og indtjening, efter afbrudt samarbej... Læs mere
Grønland vil række ud til USA men vil også bestemme selv Múte B. Egede understreger igen, at det er Grønland, der bestemmer, hvad der s... Læs mere
Ørsted får tæsk på børsen efter ny milliardnedskrivning Milliardnedskrivning fra Ørsted skyldes blandt andet rentestigninger. Aktien fa... Læs mere
4 procent-lån er på nippet til at lukke igen Renterne har den seneste tid bevæget sig nedad igen, og det kan betyde farvel t... Læs mere
Klimaminister frygter at Trumps Paris-exit vil sprede sig til Europa Trumps udmeldelse af Paris-aftale kan give skeptiske EU-lande momentum til at tr... Læs mere