Danmark skal have en "debatskabende" digitaliseringsminister.
Det er målet for Caroline Stage, der for godt to måneder siden noget overraskende blev udnævnt til digitaliseringsminister for Moderaterne, hvor hun kom fra et job bag kulisserne som særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Den nye digitaliseringsminister har allerede udset sig sit første emne efter at have brugt den første tid på at "komme ned i detaljen".
Børn og unges skærmforbrug.
Og hvordan algoritmer på sociale platforme fastholder dem til skærmen.
Det fortæller hun i et tiltrædelsesinterview til Ritzau.
- For at jeg kan åbne den samtale bedst, tror jeg, at det er bedst at tage udgangspunkt i mig selv.
Caroline Stage fortæller en historie om, hvordan hun forsøgte at indføre "lidt sundere vaner" i sit eget hjem ved at foreslå sin bonusdatter på 14 år, at de købte vækkeure.
- Hun kiggede på mig, som om jeg var skingrende stjernepsykopat.
- Det handler ikke om, at jeg ikke stoler på, at hun ikke kigger på skærmen, når vi siger godnat. Men det er et forstyrelseselement, hvis den lige pludselig plinger. Det er det også for mig selv. Hvis den plinger, når jeg er gået i seng, tjekker jeg lige for at se, om det er noget vigtigt. Og det er det nok ikke klokken 23 om aftenen.
Det er eksempelvis techplatformenes algoritmer, der skal ses på, mener Caroline Stage.
Men det bliver nødt til at ske på EU-plan.
- Man er naiv, hvis man tror, at vi selv kan stille os op mod Meta eller TikTok som lille Danmark. At nu laver vi et eller andet nationalt, og så skal de ændre algoritmer for vores skyld.
Hun vil gerne såkaldt "evigheds-scrolling" til livs, hvor en algoritme på eksempelvis en social platform bliver ved med at afspille en ny video.
- I forhold til sådan noget "evigheds-scroll" - det er der som sådan ikke noget regulering for lige nu (I EU, red.). Jeg ved, at EU-Kommissionen lægger op til en Digital Fairness Act. Der håber jeg meget, at man kan kigge ind i noget af det her. Kan vi lave noget reel regulering eller forbud mod de her evighedsalgoritmer, der bare banker derudaf?
- Jeg er selv blevet eksponeret for det. Så sidder man og kigger på en mand, der fisker en stor fisk eller koger en hummer i tre timer. Det er fuldstændig åndssvagt, siger Caroline Stage.
Som et lettere greb på nationalt plan forestiller hun sig at lave én samlet anbefaling på tværs af relevante myndigheder henvendt til forældre om børns skærmforbrug.
- Jeg tror, der er rigtig mange forældre, der er i vildrede om, hvad der er op og ned, og hvad der er godt og skidt.
Kilde: /ritzau/