Politik

man, 11 nov 2024

af Mikkel Preisler

Enhedslisten indkalder til ekstraordinært årsmøde efter intern uro

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er en af dem, der er blevet kritiseret af Rødt Venstre. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er en af dem, der er blevet kritiseret af Rødt Venstre. (Arkivfoto).

Enhedslistens hovedbestyrelse har besluttet at indkalde til ekstraordinært årsmøde den 14. december.

Det fremgår af partiets hjemmeside.

Indkaldelsen kommer i kølvandet på intern uro i partiet. Det er spidset til, efter at flere medlemmer er blevet en del af fraktionen Rødt Venstre.

På årsmødet skal der blandt andet behandles et forslag om at gøre det muligt at udelukke medlemmer, der modarbejder Enhedslistens formål og politiske grundlag.

Hovedbestyrelsen slår fast, at man vil give ledelsen mulighed for "at værne Enhedslisten mod decideret partiundergravende adfærd".

Samtidig skal det besluttes, om et flertal på to tredjedele i hovedbestyrelsen skal være nok til at kunne ekskludere et medlem af partiet.

I øjeblikket kræver det et flertal på hele fem sjettedele af hovedbestyrelsen, hvis et medlem skal ekskluderes.

På hjemmesiden skriver Enhedslistens hovedbestyrelse blandt andet, at det nuværende flertal giver et mindretal af hovedbestyrelsen mulighed for at blokere for at udelukke medlemmer, selv om "de vedvarende forbryder sig mod vedtægterne".

Derudover foreslår hovedbestyrelsen, at Enhedslistens forretningsudvalg i særlige tilfælde skal kunne suspendere medlemmer, mens der foregår en proces om udelukkelse.

Hvis man bliver suspenderet, skal man ikke kunne udtale sig på Enhedslistens vegne, fremgår det.

- I særlige tilfælde kan det være afgørende, at ledelsen kan handle resolut for at undgå, at udtalelser på Enhedslistens vegne får negative konsekvenser for Enhedslisten og andre opstillede kandidater, lyder det.

Forslagene og årsmødet kommer efter en længere debat om Rødt Venstre, der er en gruppe i Enhedslisten.

Rødt Venstre har kritiseret partiledelsen for at forholde sig for ukritisk til Israel i konflikten med palæstinenserne.

Blandt andet har den øverste partiledelse taget klar afstand til DFLP - Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina. Dem har Enhedslisten tidligere samarbejdet med.

DFLP deltog i angrebet på Israel 7. oktober, hvor omkring 1200 israelere blev dræbt.

Hovedbestyrelsen vil bede årsmødet om at bakke op om, at man ikke kan være medlem af Enhedslisten, hvis man forsvarer målrettet terror.

Det skal også gælde, hvis man forsvarer krigsforbrydelser eller organisationer, som har deltaget i krigsforbrydelser, lyder det.

Rødt Venstre har kritiseret partiledelsen for ikke at være hurtig nok til at støtte op om "Palæstina-demonstrationer".

Rødt Venstre består af både nuværende og tidligere medlemmer af Enhedslisten og tæller desuden også Pia Thorsen og Christian Jacobsen, der begge er medlemmer af partiets hovedbestyrelse.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kina advarer EU: Handelskrig om elbiler vil ramme danske forbrugere hårdt Kinas handelsminister Wang Wentao opfordrer nu EU til at løse striden omkring h... Læs mere
Clara Tauson udnyttede ikke chancen Clara Tauson fik en uventet mulighed da spanske Paula Badosa fik rygproblemer Læs mere
Henrik Sass Larsen stopper som direktør i Aktive Ejere Tidligere topminister Henrik Saas Larsen tvunget til at gå: Tiltalt i alvorlig ... Læs mere
Millioner af europæiske støttekroner fastfrosset i USA – Danske virksomheder risikerer at blive fanget Flere europæiske lande kæmper netop nu med at få penge tilbage, som USA har t... Læs mere