Politik

man, 20 jan 2025

Enhedslistens lokalafdeling i Tønder nedlægger sig selv i protest

Sønderjyske socialister er utilfredse med Pelle Dragsteds partiføring af Enhedslisten. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Sønderjyske socialister er utilfredse med Pelle Dragsteds partiføring af Enhedslisten. (Arkivfoto).

Kampen mellem Enhedslistens ledelse og de lokale medlemmer af partiet tager nu et nyt skridt.

Enhedslistens lokalafdeling i Tønder har valgt at nedlægge sig selv.

Det sker i utilfredshed over, at lokalafdelingen mener, at partiledelsen omkring Pelle Dragsted har undermineret medlemsindflydelse og drejet partiet mod højre.

Sådan lyder det ifølge B.T. i en pressemeddelelse fra lokalafdelingen.

- Enhedslistens inderkreds omkring Pelle Dragsted har systematisk undermineret medlemsindflydelsen og trinvist gennem de seneste 10-12 år forvandlet Enhedslisten fra en græsrodsbaseret og mangfoldig venstrefløj inspireret af marxisme til et topstyret parti, skriver afdelingen i meddelelsen.

De sønderjyske socialister argumenterer for, at Enhedslisten nu fokuserer på at optimere vælgertilslutning og god medieomtale frem for at inspirere til et opgør med den kapitalisme, der ødelægger eksempelvis klimaet og miljøet.

Udmeldingen sker i forlængelse af et større opgør i Enhedslisten.

Hvor partiets politiske leder, Pelle Dragsted, og partitoppen på Christiansborg har ønsket at gøre Enhedslisten mere parlamentarisk relevant, har en medlemsskare strittet imod.

Fra baglandet har det lydt, at partitoppen centrerede beslutningerne i det parti, der ellers brystede sig af at være medlemsdemokratisk.

Dertil har linjen for krigen i Gaza skabt splittelse.

Lokalafdelingen i Tønder har drøftet situationen på ekstraordinære møder og en ekstraordinær generalforsamling de seneste uger, skriver B.T.

Søndag blev den endelige beslutning truffet, og lokalafdelingen har dermed ingen kandidater til det kommende kommunalvalg.

De lokale vil dog fortsætte med at være politisk engagerede, lyder det.

- Vi vil som aktive socialister og lokalt forankrede medborgere engagere os i andre politiske sammenhænge, fastslås det i pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

DSV-overskud faldt en smule sidste år DSV's overskud dykkede sidste år, som dog trods alt endte med et plus på 10,2 ... Læs mere
Trods øget salg af stomiposer falder overskuddet hos Coloplast Coloplasts salg inden for stomi er vokset syv procent drevet af salg af stomipos... Læs mere
Mette Frederiksen skal tale sikkerhed med premierminister i London Statsministeren er tirsdag i London for at mødes med Storbritanniens premiermin... Læs mere
Bavarian-aktien falder med 10 procent efter ny prognose Investorerne har ikke taget godt imod Bavarian Nordics forventninger til 2025. A... Læs mere
Møbelkæde hyrer supermodel som kreativ direktør Helena Christensen skal udvikle designet af Boconcepts møbler og interiør og b... Læs mere