Politik

man, 04 nov 2024

FH foreslår større udvidelse af Arne-pensionen

Under statsminister Mette Frederiksens (S) rundtur i landet på 1. maj mødtes hun med Arne Juhl, der endte med at lægge navn til retten til tidlig pension. (Arkivfoto).
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Under statsminister Mette Frederiksens (S) rundtur i landet på 1. maj mødtes hun med Arne Juhl, der endte med at lægge navn til retten til tidlig pension. (Arkivfoto).

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) foreslår en større ændring af retten til tidlig pension - kendt som Arne-pensionen.

Det skriver TV 2.

Ifølge FH-formand Morten Skov Christiansen er for få på ordningen i forhold til seniorpensionen, og derfor skal den gøres mere attraktiv, så "langt flere lønmodtagere vil få et sikkerhedsnet".

- Det bliver der kun større behov for med en stigende pensionsalder. Ydelsen er i dag for lav. Der er stadig regninger, der skal betales, så der er behov for en højere ydelse, hvis ordningen skal give den nødvendige tryghed, siger Morten Skov Christiansen til TV 2.

Arne-pensionens ydelse er i 2024 på 14.458 kroner om måneden. I 2025 vil FH hæve beløbet med 3058 kroner om måneden, så 2025-niveauet bliver 18.034 kroner.

FH ønsker også, at ordningen udvides med et år, så man efter 41 år på arbejdsmarkedet kan komme på Arne-pensionen.

Derudover vil FH også udvide ordningen, så dem, der i dag har ret til tre år på Arne-pensionen, kan få pensionen i fire år i stedet.

Videre foreslås det, at kravet om modregning lempes, så arbejdsindkomst først modregnes ved 78.950 kroner årligt mod 51.800 kroner i dag.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bliver FH-forslagene ikke taget godt imod.

- FH’s forslag vil ikke blot trække mange tusinde medarbejdere ud af arbejdsmarkedet, men også formøble stort set hele den finanspolitiske holdbarhed, siger DA-direktør Jacob Halbraad til TV 2.

Arne-pensionen blev politisk vedtaget i 2020 af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Inden da havde den været det store slagnummer for Socialdemokratiet i valgkampen i 2019.

I august skrev Altinget, at 12.600 personer var på Arne-pensionen, hvor forventningen ved aftalens indgåelse var 29.000 på det tidspunkt.

Modsat var tæt på 30.000 personer på seniorpensionen i august. Seniorpensionen blev vedtaget i 2019 af Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Det er ikke kun Arne-pensionen, som FH har ændringsforslag til.

I et større samlet pensionsudspil foreslår hovedorganisationen blandt andet, at pensionsalderen skal "stige langsommere end planlagt".

- Vi ved, at næsten fire ud af fem lønmodtagere under 50 år er bekymrede for, om de kan holde frem til pensionsalderen. Det skaber utryghed.

- Derfor ønsker vi at tage toppen af stigningen. Med vores model vil personer i 30’erne kunne gå på pension op til to år tidligere, end der er lagt op til i dag, siger Morten Skov Christiansen i en skriftlig kommentar til udspillet.

FH vil også "frede og bevare" seniorpensionen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere