Politik

ons, 07 aug 2024

af Mikkel Preisler

K vil hæve grænsen for prøveløsladelse for livstidsdømte til 20 år

Konservatives retsordfører, Mai Mercado, mener, at livstidsdommen helt principielt skal være den strengeste straf. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Konservatives retsordfører, Mai Mercado, mener, at livstidsdommen helt principielt skal være den strengeste straf. (Arkivfoto).

I årevis er straffen for kriminalitet blevet hævet. Især i forbindelse med bandepakker, hvor bandekriminelle kan idømmes dobbeltstraf for deres forbrydelser.

Det betyder, at Danmarks strengeste straf - livstid - i princippet ikke længere er den længste straf.

Det vil Konservative gøre op med, fortæller partiets retsordfører, Mai Mercado.

- Det handler om noget principielt. Det handler om, at livstidsstraffen skal være landets hårdeste straf, siger hun.

Som det ser ud nu, kan en dømt bandekriminel få en straf på op mod 20 år. Og derfor kan en livstidsdømt, hvor grænsen for prøveløsladelse tidligst er efter 12 års fængsel, blive løsladt tidligere end en bandekriminel.

Konservative foreslår derfor, at grænsen for prøveløsladelse for livstidsdømte hæves fra 12 til 20 år.

- Vi begynder at se flere eksempler på, at der bliver givet meget hårde narkodomme, og det er jo sådan set godt, for det skal have en konsekvens, siger Mai Mercado.

- Men det går ikke, at landets strengeste straf ikke er landets strengeste straf.

Forslaget bliver præsenteret i sin helhed om nogle måneder i forbindelse med en ny strafreform, som regeringen ventes at fremlægge.

Selv om grænsen for prøveløsladelse ligger på 12 år, så bliver livstidsdømte i gennemsnit først prøveløsladt efter 16 til 17 år.

Det er Kriminalforsorgen, der beslutter, om en livstidsdømt kan blive prøveløsladt.

Al forskning viser dog, at højere straffe ikke har en præventiv effekt på kriminalitet.

- Når vi sætter kriminelle i fængsel, handler det både om, at de bliver forhindret i at begå ny kriminalitet, men også om et hensyn til ofre og pårørende, siger Mai Mercado.

De seneste år har de danske fængsler været propfyldte. Og sidste år havde 34 institutioner et belæg på over 100 procent i gennemsnit.

Ifølge Mai Mercado kommer en højere grænse for prøveløsladelse for livstidsdømte ikke til at kunne mærkes i fængslerne.

- Det er et meget lille fåtal af mennesker, der begår så voldsom kriminalitet, at de bliver idømt livstid, siger hun.

Men hun ønsker at udvide kapaciteten i danske fængsler. Det skal blandt andet ske gennem en aftale med Kosovo, hvor Danmark har planer om at leje 300 fængselspladser.

Indtil den plan kan realiseres, foreslår Konservative, at man midlertidigt henter kosovoske betjente til Danmark for at åbne flere fængselspladser.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere