Politik

tor, 22 feb 2024

Kommune vil have uvildig undersøgelse af sager på Borup Skole

- Det er afgørende, at vi får en ekstern undersøgelse af, om vi har håndteret sagerne på Borup Skole, som vi skal ifølge lovgivningen, siger Køges borgmester, Marie Stærke (S).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix - Det er afgørende, at vi får en ekstern undersøgelse af, om vi har håndteret sagerne på Borup Skole, som vi skal ifølge lovgivningen, siger Køges borgmester, Marie Stærke (S).

Køge Kommune anbefaler, at der igangsættes en uvildig ekstern undersøgelse af sagerne på Borup Skole.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse torsdag.

Køge Kommune vil tirsdag den 27. februar indstille til kommunens økonomiudvalg, at undersøgelsen iværksættes.

Det sker, efter at medier har beskrevet, at elever på skolen i de seneste år har udvist grænseoverskridende adfærd over for andre elever.

Ifølge Køges borgmester skal undersøgelsen afklare, om kommunen har håndteret sagerne korrekt.

- Det er afgørende, at vi får en ekstern undersøgelse af, om vi har håndteret sagerne på Borup Skole, som vi skal ifølge lovgivningen.

- Den undersøgelse, vi ønsker at sætte i gang skal give svar på netop dét og gøre os klogere på, om der er noget, vi har overset, siger borgmester i Køge Marie Stærke (S) i pressemeddelelsen.

Først tirsdag vil det blive meldt ud, hvordan undersøgelsen nærmere skal udformes, samt hvem der skal stå fra den, lyder det videre fra borgmesteren.

Det vil ske, efter at økonomiudvalget i kommunen har truffet en formel beslutning om at sætte undersøgelsen i gang.

Kommunen skriver videre, at den har påbegyndt flere initiativer på Borup Skole.

Der arbejdes blandt andet med trivselsplaner og efteruddannelse af skolens personale.

Desuden skal kommunikationen fremover være bedre. Mangelfuld kommunikation har nemlig været med til at skabe utryghed, siger Marie Stærke.

- Det har ikke været godt nok, og det skal vi rette op på med det samme, siger hun.

Sagerne på Borup Skole handler om, at elever i indskolingen angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende elever.

Ifølge det regionale medie sn.dk og TV 2 er der tale om både vold og seksuelle krænkelser.

Tidligere har Køge Kommune oplyst, at den kender til tre alvorlige hændelser. Her skal syv til ti børn have været involveret.

Flere forældre på skolen har over for medier givet udtryk for, at hverken skolens ledelse eller kommunen i deres øjne har håndteret sagerne ordentligt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere