Politik

fre, 31 maj 2024

Kommuner har ikke frataget bandemedlemmer førtidspension i seks år

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) på Københavns Rådhus. Han ser gerne, at Folketinget giver kommunerne får mulighed for at sammenholde deres data med politiets data i sager om førtidspension til rocker- og bandekriminelle. (Arkivfoto).
Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) på Københavns Rådhus. Han ser gerne, at Folketinget giver kommunerne får mulighed for at sammenholde deres data med politiets data i sager om førtidspension til rocker- og bandekriminelle. (Arkivfoto).

Ingen af landets fire største kommuner - København, Aarhus, Aalborg og Odense - har siden 1. januar 2018 frataget førtidspensionen fra et rocker- eller bandemedlem.

Det skriver TV 2, som har spurgt kommunerne.

De seneste seks år har kommunerne haft en såkaldt Al Capone-indsats, der skal afsløre bandemedlemmers svindel eller snyd med offentlige ydelser.

Den blev indført i forbindelse med Bandepakke III.

Ifølge tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet modtog omkring halvdelen af de personer, der er registeret som rocker- eller bandemedlem, sociale ydelser i mindst én måned i 2023.

Ud af 1266 registrerede personer fik 662 en offentlig ydelse, der dækker over ydelser som dagpenge, SU, kontanthjælp og førtidspension.

Flere politikere har i kølvandet på TV 2's dokumentar "Den sorte svane" kommenteret, at flere af de bandemedlemmer, som medvirker, modtager førtidspension.

Blandt dem er beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S), som har udtalt, at det bør undersøges, om man kan tage førtidspensionen fra personer, som gentagne gange har begået alvorlig kriminalitet.

Også i Københavns Kommune vil beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V) gerne have muligheden for at fratage førtidspensionen fra bandemedlemmer.

- Christiansborg bør give os mulighed for at genvurdere den førtidspension, som nogle rockere og bandemedlemmer har fået. Så vi har mulighed for at fratage den i de sager, hvor det ikke er berettiget. Det har jeg skrevet til ministeren om, siger han.

Et af problemerne for kommunerne i forbindelse med sager om udbetaling af offentlige ydelser til rocker- og bandemedlemmer er, at det er staten - via Udbetaling Danmark - som udbetaler ydelserne.

Det betyder, at man ryger ud af de kommunale systemer og ikke længere er en del af Al Capone-indsatsen.

Det vil Københavns Kommune gerne have lavet om på, fortæller Jens-Kristian Lütken.

- Jeg forestiller mig, at man for eksempel kan se på mulighederne for at politiets oplysninger over personer med rocker- eller banderelationer kan sammenholdes med kommunernes oplysninger om personer på førtidspension, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere